Revyforfatter, sangskriver og visesanger Henrik H. Lund er en multikunstner med mange talenter

85 år: Tusindkunstneren Henrik H. Lund har skrevet et hav af revy- og sangtekster, været reklamemand og endda selv sunget og spillet skuespil.

Artiklens øverste billede
De senere år har den populære humorist Henrik H. Lund været svagsynet som følge af en øjensygdom. Det har dog ikke taget modet fra ham. Arkivfoto: Jens Dresling

Tusindkunstneren Henrik H. Lund kan skrive, tegne, spille, synge og optræde. Mest af alt er han nok kendt for at få folk til at grine med sine underfundige og gakkede tekster til utallige revyer og tv-satire.

De senere år har den populære humorist været svagsynet som følge af en øjensygdom. Det har dog ikke taget modet fra ham.

»Det pylrede selvmedlidende er vejen direkte til depression,« slog han fast for nogle år siden i en podcast fra Instituttet for Blinde og Svagtsynede, hvor nyblinde lærer at klare sig, og hvor Henrik H. Lund har haft sin gang.

Og han insisterer på at fortsætte med alt det, han elsker at tage sig til, har han fortalt – at skrive, tegne, male og lave musik.

Blandt andet satte han sig for at illustrere en bog med egne sangtekster.

»Jeg fik grej anskaffet, og hvis jeg så sad med næsen helt nede på brættet og så ned i en lup, så kunne jeg se stregerne. Så jeg lavede 52 illustrationer til min visebog. Jeg ved ikke, hvor gode de er, for jeg kan jo ikke se dem,« sagde han dengang.

Henrik H. Lund har været vidt omkring i sin karriere og begyndte som tekstforfatter i reklamebranchen, hvor han siden havde sit eget bureau igennem 25 år.

Sideløbende fandt han vej til underholdningsbranchen.

Revytekster og julemand

Fra starten af 1970’erne har han skrevet tekster til flere af landets revyscener – som Tivoli Friheden, Cirkusrevyen og revyerne i Nykøbing Falster, Helsingør, Holstebro og Hjørring.

Det er også blevet til tv-satire, blandt andet ”Dansk Naturgas”, hvor skuespillerne Tommy Kenter og Per Pallesen blev folkeeje som figurerne Mathiesen og fru Christof.

Og så har hans karakteristiske hvide skæg og hår også skaffet ham roller som julemand i blandt andet ”Nissebanden i Grønland” og ”Alletiders Julemand”.

Han er også kendt som visesanger og anekdotefortæller og har udgivet flere cd’er med egne tekster.

Henrik H. Lund var gennem en årrække formand for Danske Populær Autorer, som er en forening for danske sangskrivere, komponister og tekstforfattere.

Med egne ord er Henrik H. Lund arveligt belastet af rimeri. Hans far var forfatteren Harald H. Lund, som blandt andet skrev ”Elefantens Vuggevise”.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen