U-vending i DR: »Åbenlyst forkert« at droppe musik fra DR's pigekor
Fredag skrev P2's redaktionsledelse i en intern mail, at værter ikke længere skal spille sange, der er indspillet af DR's pigekor under Michael Bojesen og Tage Mortensens ledelse. Men den udmelding var forkert, siger koncerthuschef i DR Kim Bohr nu.
Fremover skulle det være slut med at tænde for P2 og høre sange, der er indspillet af DR’s pigekor, mens Tage Mortensen og Michael Bojesen var chefdirigenter.
Sådan lød budskabet i en intern mail i DR, som ”Kulturen på P1” fortalte om mandag eftermiddag.
»Som sagerne står, vil vi bede jer om ikke at spille skæringer med koret, hvor Michael Bojesen eller Tage Mortensen er involveret,« skriver redaktørgruppen på P2 i den interne mail ifølge radioprogrammet.
Det ville betyde, at der skulle slukkes for 43 års indspilninger. Ordren fra redaktionsledelsen kom efter historier i pressen om en seksualiseret kultur under de to chefdirigenters ledelse.
Men udmeldingen til P2’s ansatte var forkert, siger koncerthuschef i DR Kim Bohr mandag aften i en skriftlig kommentar sendt til Ritzau.
»Jeg er i dag (mandag, red.) blevet opmærksom på, at der den 18. juni er sendt en mail ud, der bad redaktionen på P2 om ikke at spille musik af Tage Mortensen og Michael Bojesen. Denne beslutning var åbenlyst forkert,« skriver Kim Bohr.
»Seksualiseret« miljø
Tidligere på måneden stod 12 kvinder frem i Politiken og fortalte om oplevelser med et »seksualiseret« miljø fra deres tid i DR Pigekoret op gennem 00’erne, da koret var under Michael Bojesens ledelse.
Eksempelvis blev sangerne bl.a. belønnet for at klæde sig udfordrende til korprøver, og nogle blev udsat for »uopfordret seksuel opmærksomhed« ifølge Politikens historie.
Efter Politikens historie var blevet bragt, trak Michael Bojesen sig som formand for Statens Kunstfond. I en mail til flere medier skrev den tidligere chefdirigent, at artiklen havde gjort »dybt indtryk«:
»Selv om artiklen fremkommer med flere anklager, som jeg ikke har haft mulighed for at forsvare mig imod, og som jeg ikke kan genkende, ændrer det ikke ved, at det billede jeg selv har haft om min tid som chefdirigent ikke stemmer overens med flere af sangernes oplevelser,« skrev han ifølge Ritzau.
I samme mail undskyldte Michael Bojesen til sangerne.
Efterfølgende bragte Ekstra Bladet beretninger fra fire tidligere sangere, som fortalte om psykiske og fysiske krænkelser, der gik flere årtier tilbage, mens koret var under ledelse af den nu afdøde Tage Mortensen, der var chefdirigent fra 1966 til 2000.
Ifølge Christian S. Nissen, DR’s generaldirektør fra 1994 til 2004, forlod Tage Mortensen posten efter bl.a. klager fra forældre til korsangere.