Højskoleforstander: »Det er nøjagtigt, som jeg frygtede«

»Åh nej,« brummer Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, da han bliver bekendt med ændringerne i Højskolesangbogen.

Titler som ”Du, Herre Krist”, ”Lover den Herre den mægtige konge med ære!” og ”Lovsynger Herren min mund og mit indre” ryger ud, og ind kommer nyskrevne salmer og titler som ”Hvorfor er lykken så lunefuld?”, ”Dansevise” og ”Smuk og dejlig” samt sange af eksempelvis Nephew, Tv2, Folkeklubben, Sting og David Bowie.

»Det er nøjagtigt, som jeg frygtede,« siger Thue Kjærhus.

På Rønshoved Højskole har man skyndt sig at bestille 100 eksemplarer af den udgående version af Højskolesangbogen.

»Vi har også bestilt nogle få eksemplarer af den nye, men vi holder os til den nuværende højskolesangbog. Igennem halvandet år har jeg hørt, hvilke tanker udvalget har haft med den nye version af Højskolesangbogen, og jeg er ikke enig. Det, der kommer til, er meget tidstypisk og overfladisk, og det er et stort problem,« siger Thue Kjærhus.

»Sprog, ikke historie«

Hvorfor må Højskolesangbogen ikke afspejle tiden?

»Jeg har været højskoleforstander i 20 år. Jeg er rundet af det grundtvigske familiemæssigt, og jeg ser verden sådan her: Vi lever i en modernitet, hastigheden i samfundet øges, det skaber turbulens og rodløshed, og vi får sværere ved at forankre os. Vi dyrker moderniteten og storbytossernes diskurs. Jeg siger ikke, at moderniteten skal ryddes af vejen, jeg er ikke tilhænger af de gode gamle dage, men vi har brug for noget, som ikke er defineret af tiden. Det er kirken, Højskolesangbogen, synagogen og poesien. Hvis ikke vi har det usamtidige at måle os med i forhold til moderniteten, så bliver vi rodløse.«

Der ryger salmer ud af Højskolesangbogen, men der kommer samtidig nye til, om eksempelvis bæredygtighed og mangfoldighed, som også kan være gode?

»Men jeg vil ikke have nye salmer, jeg vil have de gamle, som ikke er hængt op på bæredygtighed og demokrati. Man politiserer salmerne, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg er imod historiseringen af alting. Eksistenstænkning er baseret på sprog, ikke historie.«

»Hvad med jøderne?«

Du bryder dig heller ikke om, at Outlandish-sangeren Isam B’s bidrag ”Ramadan i København” har fundet vej til Højskolesangbogen? Hvorfor er der ikke plads til sådan en sang?

»Det lyder skingert i mine ører. Man taler om mangfoldighed, men det er storbyens definition af mangfoldighed, der er bundet op på tiden, en bestemt mangfoldighed, som man har defineret i storbyen. Det er en iscenesættelse af mangfoldighed, og det fører til en indsnævring af mangfoldighed. Nu får muslimerne en sang, men hvad med jøderne eller sønderjyderne? At man vil integrere muslimerne, det er et godt projekt, men man overbetoner en bestemt trend og ser ikke den mindre form for mangfoldighed. Den sønderjyske kultur bliver kun betegnet som folklore, noget fjollet noget, som man skal bevæge sig væk fra.«

»Dylan kan ikke synges«

Du betragter dig selv som inkarneret fan af Bob Dylan, men han hører heller ikke til i Højskolesangbogen, mener du?

»Det er en stor misforståelse, at han er med. Han har overhovedet ikke noget at gøre i Højskolesangebogen. Man kan jo ikke synge Bob Dylans sange,« siger forstanderen.

»Det er kun Bob Dylan, der kan synge Bob Dylans sange.«