Berlingske-chef går til TV 2 med sin sag: »Der er brug for, at vi også taler om nogle konkrete eksempler«
Chefredaktør Mette Østergaard siger, at hun har oplevet sexisme i mediebranchen og overleveret sin historie i en mail til TV 2's nuværende ledelse.
Mandag meldte Berlingskes chefredaktør sig på banen i debatten om sexisme i mediebranchen. Det gjorde hun i en kommentar i sin egen avis.
Tirsdag har Mette Østergaard taget skridtet videre og navngivet en chef, som hun omtalte anonymt i kommentaren. Ikke til offentligheden, men i en mail til TV 2’s nuværende ledelse, eftersom det var her, hændelsen ifølge chefredaktøren fandt sted.
»Sådan, som jeg kan se, at debatten udvikler sig, tror jeg, at der er brug for, at vi også taler om nogle konkrete eksempler. Det er den måde, vi tager debatten videre på. Jeg har ikke behov for at sætte nogen i offentlig gabestok, men jeg har brug for, at de, der skal håndtere sagen, kender til, hvem der er genstand for den,« siger Mette Østergaard tirsdag til Berlingske.
Hun tilføjer, at man som mediechef har et særligt ansvar for at rydde op i branchens kultur, der er kommet til debat, efter tv-vært Sofie Linde fra scenen ved Zulu Comedy Galla fortalte om en grænseoverskridende oplevelse med en ”stor tv-kanon”.
Ifølge Sofie Linde afpressede vedkommende hende ved en julefrokost i DR-regi for 12 år siden med en trussel om at ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob. Hvilket hun afslog.
Efter udsendelsen tog en flok TV 2-journalister initiativ til et åbent brev for at støtte Sofie Linde, ligesom de indsamlede beretninger om seksuel chikane og sexisme fra kvinder i mediebranchen.
Mette Østergaards eget bidrag til debatten handler om, at hun som kvinde mener at have oplevet forskelsbehandling i branchen – herunder på et punkt i sin karriere, hvor hun havde opnået redaktøransvar:
»Alt var sådan set godt. Lige indtil jeg blev gravid. Så skiftede den positive tone fra chefen, og jeg måtte stå skoleret på den store mediechefs kontor, hvor jeg blev bedt om at forklare, hvordan jeg mente, jeg kunne håndtere et så ansvarsfuldt job med et lille barn på vej. Endda som enlig mor. Det var en kombination, han havde svært ved at se for sig. Det blev direkte sagt, at min graviditet var en »anledning« til at se på min fremtidige rolle,« skrev hun i kommentaren mandag.
Mette Østergaard synes fortsat ikke, at offentligheden har brug for at kende til vedkommendes identitet. Hun vil lade det være op til TV 2’s nuværende ledelse at håndtere sagen, siger hun til Berlingske.
Selv hvis det ikke afføder handling fra TV 2, kan debatten om adfærden være med til at flytte kulturen, mener hun.
Chefredaktør for TV 2-nyhederne, Jacob Kwon, siger tirsdag til Jyllands-Posten, at han ingen kommentarer har til sagen.