»Jeg kendte til machokultur og sexisme, men det var vand i forhold til TV 2«
Hvis du var det, som man betegnede som ”fuckable”, så var du jaget vildt. Hvis du sagde nej, blev du ignoreret; hvis du sagde ja, så blev du lagt mærke til og måske forfremmet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
For et par uger siden brugte tv-værten Sofie Linde anledningen som vært for TV 2-programmet ”Zulu Comedy Galla” til at fortælle om en helt specifik hændelse for 10 år siden, hvor hun under en julefrokost på DR blev passet op af en stor mediekanon, der fortalte hende, at hvis hun ikke gik med ud på toilettet og suttede hans pik, så ville han ødelægge hendes karriere.
Mange danskere krævede et navn på mediekanonen. Alle mænd på DR var jo under mistanke, og Sofie Linde løj og ville bare iscenesætte sig selv, lød det fra folkedybet. Men masser af kvinder og nogle mænd bakkede Linde op, og seks kvindelige journalister fra TV 2 tog sagen i egen hånd og skrev et støttebrev til Sofie Linde, som over 1.600 kvinder med tilknytning til mediebranchen underskrev og bakkede op om.
Den primært mandlige ledelse var gennemsyret af gammeldags holdninger til kvinder, og der var dømt rent tag selv-bord for dem, der gad.
På TV 2 bakkede man selvfølgelig op om underskriftsindsamlingen, selv om man understregede, at der ikke er en sexistisk kultur på tv-stationen nu. Jeg synes ikke, TV 2 var klar i spyttet omkring, at det har der i hvert fald været førhen.
Og derfor spidsede jeg ører. For nu har jeg selv været ansat på TV 2 i et år tilbage i 2007, og der gik ikke en uge, før jeg vidste, at man praktiserede det, der blandt de kvindelige ansatte blev kaldt en ”pik-kultur”. Navnet siger vist sig selv. Den primært mandlige ledelse var gennemsyret af gammeldags holdninger til kvinder, og der var dømt rent tag selv-bord for dem, der gad.
Hvis du var det, som man betegnede som ”fuckable”, så var du jaget vildt. Hvis du sagde nej, blev du ignoreret; hvis du sagde ja, så blev du lagt mærke til og måske forfremmet.
Prisen var høj, men mange betalte den. Jeg var rystet.
Jeg kom fra det hårde blå erhvervsliv, havde boet i Mellemøsten og Sydeuropa i mange år og mente nok, jeg kendte til machokultur og sexisme, men det var vand i forhold til det, jeg hørte om og oplevede på TV 2.
Engang til en julefrokost blev jeg af en stor mediekanonchef spurgt om mine ambitioner på TV 2. Jeg syntes, det var et mærkeligt spørgsmål og mumlede noget om, at jeg selvfølgelig havde ledelsesmæssige ambitioner, og til det svarede kanonen: »Det kan du godt droppe, du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel, du er for rapkæftet, og jeg vil ikke kneppe dig.« Det sidste var tydeligvis det vigtigste. Jeg vendte mig om og gik.
Hvorfor er det, at der ikke kommer konkrete navne på bordet? Det kan jeg godt fortælle. Det hjælper ikke en skid. Tværtimod. Det tager luften ud af den generelle diskussion om kultur, og ”stikkeren” vil straks blive anklaget for alt det, Linde er blevet anklaget for gennem det seneste stykke tid.
Et godt eksempel er vores udenrigsminister, Jeppe Kofod, der i 2008 som fremadstormende, ung 34-årig socialdemokratisk politiker blev grebet på fersk gerning, da han under en DSU-weekend ”kom til” at dyrke ubeskyttet sex med en 15-årig DSU’er. Værelset blev bestormet af vrede DSU’ere, da man fandt ud af, hvad politikeren havde gang i. Pigen sad og græd i badekarret, og den slukørede politiker måtte flygte fra Esbjerg.
Selv om DSU-ledelsen var tosset, holdt S-ledelsen hånden over ham – manden havde jo ikke gjort noget ulovligt, så han blev sat i skammekrogen som EU-politiker til en kæmpe hyre, og da han havde udstået sin ”straf”, vendte han tilbage og er nu så god som ny. Hvordan pigen kom videre, var der ingen, der interesserede sig for.
Hvor dobbeltmoralsk kan man være? Skipper, Lund, Rosenkrantz-Theil og Frederiksen bakker helhjertet op om Linde, men nægter at have en holdning til sagen om Kofod.
Glem det med navnene, det kommer aldrig til at ske.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.