På limfjordsøen Fur er 75 procent af indbyggerne tilflyttere

Lige så snart bilen har forladt parkeringspladsen ved Fur Museum, begynder John Brinch Bertelsen rutineret at dirigere ruten og fortælle om både stort og småt undervejs.

»Vi kan starte med at køre ned og se den nye lystbådehavn,« siger han.

»Så du kan bare dreje til højre her næste gang.«

John Brinch Bertelsen er indfødt furbo, museumsinspektør på Fur Museum, en driftig ildsjæl og foreningsmand. Og så er han kendt i det meste af regionen som ”den blinde guide”. John Brinch Bertelsen mistede nemlig sit syn, da han var 29 år. Men det er ingen hindring for guiden, der nu er 63 år. Han kender øen ud og ind og mærker let, hvor bilen bevæger sig hen.

Undervejs fortæller han om det tidligere andelsbageri, om ældrecenteret og kirken, der for nylig har fået en ung, kvindelig præst. Hun efterfølger en herre af den konservative slags, der ikke ville give hånd til kvinder i præstekjole, fortæller John Brinch Bertelsen.

»Så det er vi mange på øen, der synes er godt gjort – med sådan unge kvinde til at følge efter,« siger han.

John Brinch Bertelsen nævner det som et eksempel på den store forandring, som øen har gennemgået de seneste årtier. Fra lukket limfjordsland i 60’erne og 70’erne, hvor de unge næsten flygtede fra øen og ind til byerne, til i dag at være en åben ø med turister i tusindvis, flere spisesteder, børnehus og friskole, et nyt lægehus og et driftigt foreningsliv.

»Tiden har ændret sig, og det har øen jo også,« siger John Brinch Bertelsen.

Ifølge ham har udskiftningen i befolkningen og turisternes ankomst gjort en afgørende forskel. Blandt øens 767 indbyggere er 600 tilflyttere. Eller som han selv – tilbageflytter.

Forelsket i en øbo

Efter seks år som studerende i Aarhus var der nemlig både et job og et kærlighedsforhold, der trak museumsinspektøren hjem til øen i Limfjorden. Og det var, selv om han aldrig, da han tog færgen væk fra øen med sit flyttelæs for at læse arkæologi i Aarhus, havde regnet med at flytte tilbage.

»Men man kan altså godt blive forelsket i en øbo i en sådan grad, at man flytter hertil,« siger han og griner.

Lige netop kærligheden er faktisk en af de tre hyppigste årsager til, at folk vælger bosætte sig på Fur. Det undersøgte John Brinch Bertelsen i 2010, da han spurgte samtlige husstande på øen om deres bevægegrunde for at vælge limfjordsøen. Den hyppigste årsag til, at tilflyttere vælger Fur, er dog, at de har haft en god ferieoplevelse på øen.

»Det er nummer et. Og det kan spænde lige fra et helt tilfældigt endagsbesøg. En mand, der var på bustur på Fur, hvor han så et hus og tænkte, ”der kunne jeg egentlig godt tænke mig at bo”, til det mere typiske, som er folk, der har været på øen flere gange.«

»Det kan også være sommerhusejere, som er kommet ind under huden på ølivet og har fået øjnene op for ”det usynlige”, som er her. Det der – udover naturen – er tiltrækkende,« siger John Brinch Bertelsen og understreger, at kendskabet er det vigtigste.

»Fælles er, at langt de fleste, der flytter til Fur, har forhåndskendskab til øen på en eller måde. Det er det forhåndskendskab, der gør, at de flytter til her til.«

Og det er også lige netop dét – den gode oplevelse og kendskabet til Fur – som limfjordsøen forsøger at skabe, når den holder ”Åben Ø” under Skivemødet med gratis færge og omkring 50 åbne steder at besøge. Udover butikker, restauranter og gallerier holder også nogle af øens fabrikker, institutioner og foreninger dørene åbne.

»Vi vil egentlig bare gerne vise, hvorfor 75 pct. af befolkningen er tilflyttere. Og hvorfor vi har godt 200.000 turister om året. Og det gør vi ved at holde ”Åben Ø” med mulighed for at kigge ind og tale med furboerne,« siger John Brinch Bertelsen.

Det usynlige

»På den måde kan man komme og kigge, snuse til øen og få en fornemmelse af ølivet. Blive klogere på, hvad det egentlig er, der er tiltrækningskraften. Uanset om man er turist eller overvejer at flytte hertil,« siger han.

Og hvad er så ”det usynlige”, hvad er tiltrækningskraften?

»Det er måden at leve på. Fællesskabet. Og det ekstremt høje aktivitetsniveau, vi har på øen. Uden at det er stressende.«

Særligt fællesskabet og åbenheden vejer tungt. Muligheden for at blive en del af noget større.

»Som en tilflytter sagde til mig, ”oppe i Aalborg var jeg ukendt blandt ukendte, men da jeg flyttede til Fur, var jeg en del af det hele”,« beretter John Brinch Bertelsen.

»Det siger det jo meget klart,« indskyder han og uddyber, at man i byerne måske ikke kender sin nabo, mens foreningslivet på Fur hurtigt skaber netværk.

»Hvis du har lyst til at blive integreret, så kan du gøre det 100 pct. Og det kan du ved at komme ind i øens foreningsliv. Der er mange foreninger på denne lille ø. Omkring 35 foreninger til 767 indbyggere.«

»Og de fleste af os er ikke medlem af én forening – men af flere,« siger han med et grin.

Det usynlige får man særligt øje på, siger guiden og museumsinspektøren, når øen står sammen om at afholde store arrangementer. Det gælder bl.a. den årlige muslingedag, hvor furboerne serverer gratis mad for 3-4.000 besøgende. Og til ”Fur Rundt”-marchen, der har omkring 1.500 deltagere. Til begge arrangementer sørger omtrent 100 frivillige for, at det praktiske kører på skinner.

Som tak for indsatsen bliver der hvert år afholdt en hjælperfest, hvor alle frivillige inviteres. Og de er ikke de eneste, der bliver budt indenfor.

»Vi inviterer også alle de tilflyttere, der er kommet til øen inden for de seneste to år. På den måde – hvis de ikke allerede er kommet ind i foreningslivet eller i netværkene – får de i hvert fald chancen sådan en aften,« siger John Brinch Bertelsen.

Sådan en aften er ifølge ham uvurderlig, når det kommer til at skabe netværk, hvis man er ny på Fur. Dertil kommer den næststørste gruppe af tilflyttere, som allerede kender til netværket. Det er nemlig, ligesom John Brinch Bertelsen selv, tilbageflyttere.

Godt fat i de unge

Og det er ikke kun – selv om mange måske tror det – pensionister, der flytter til eller tilbage til Fur. Sidste år var der kun en enkelt tilflytter over 70 år. Den største gruppe var unge sidst i 20’erne og begyndelsen af 30’erne.

»Det er typisk unge fra universitetsbyerne, som er begyndt at stifte familie og siger, ”vores børn skal ikke vokse op i en storby, og vi vil heller ikke leve i en by, hvor vi begge skal have en tårnhøj løn for at have en lejlighed med plads til hele familien”. Det er dem, der rykker ud af byerne,« siger John Brinch Bertelsen.

Den næststørste gruppe er dem, der næsten er på vej til at gå på pension. Dem, der er sidst i 50’erne eller først i 60’erne.

»Det er der, hvor man snart kan begynde at slippe arbejdsmarkedet. Der, hvor børnene er flyttet hjemmefra. Så er man fri til at flytte,« siger John Brinch Bertelsen.

Selvfølgelig skal det også siges, at selv om det hele lyder godt, så er der stadig noget at arbejde for. Fur kæmper med samme udfordringer som mange andre små samfund. Den kraftige fraflytning i slutningen af 60’erne har stadig konsekvenser.

»Det betyder, at fra 1970 og fremefter har der faktisk været et fødselsunderskud hvert eneste år. Der bliver simpelthen født færre, end der dør, og det har været den væsentligste årsag til, at befolkningstallet er gået støt tilbage lige siden.«

Men der er lys forude.

»Nu har vi i flere år haft en så kraftig tilflytning, at den har opvejet fødselsunderskuddet. Vi mangler bare, at det sker flere år i streg, så vi igennem en femårig periode kan sige, at nu har vi simpelthen tilvækst. Vi er tæt på,« siger John Brinch Bertelsen.

Husk sommerhusejerne

Og hvad er det så, andre små samfund kan gøre for at skabe tilvækst, ligesom Fur har gjort det? Det handler om at tænke længere end byfornyelse og fysiske rammer, mener John Brinch Bertelsen.

»Man ændrer ikke et samfund alene ved at lave byfornyelsesprojekter, der forskønner hovedvejen igennem byen med brosten i stedet for fliser. Eller ved at sætte borde, bænke og blomsterkummer op. Det er den måde, man lever på, der gør forskellen. Og det er holdningen til gæster og besøgende, der gør den store forskel,« siger han.

De 200.000 årlige turister på Fur har haft en uvurderlig betydning for, at øen er blevet mere åben. Og dermed et sted, som folk har lyst til at bo.

»Da turistforeningen blev oprettet sidst i 60’erne, og turisterne begyndte at komme, var de ikke velkomne. Men det er blødt fuldstændig op. Mange turister og mange sommerhusejere er næsten mere furboere end øboerne er. De værdsætter nogle af de kvaliteter, man nemt kan overse, når man lever i det hele året,« siger John Brinch Bertelsen.

»Så et råd til andre lokalsamfund er, at hvis der er sommerhuse i nærheden, så se at få inddraget sommerhusejerne i det liv, der leves. Få dem ind i foreningslivet og få dem med til vejfesten og byfesten. Lav nogle fælles arrangementer.«