VORES LIV – i billeder 2020: Find kameraet frem og deltag i årets fotokonkurrence
For tredje år i træk skyder Jyllands-Posten lørdag årets store fotokonkurrence i gang. I år for første gang i samarbejde med Sony. Den er åben for alle, og i år kan også børn deltage.
Vores liv rummer det hele.
Det være sig det enkle og det komplicerede, det smukke og det afskyelige, det kedelige og det spændende, men også både det forudsigelige og det overraskende – ja, kort sagt alt, der former vores hverdag.
I netop vores hverdag ligger det ene oplagte fotomotiv efter det andet, og de øjeblikke opfordres du nu for tredje år i træk til at dele via Jyllands-Postens store fotokonkurrence VORES LIV – i billeder 2020.
Konkurrencen er åben for alle uanset teknisk kunnen, og uanset om man har præsteret et pletskud med sin smartphone eller har anvendt et avanceret kamera.
For første gang gennemføres VORES LIV – i billeder 2020 i år med Sony som samarbejdspartner og præmiesponsor, og til vinderne af konkurrencen er der kamerapræmier til en samlet værdi på over 25.000 kr.
Førstepræmien er et avanceret Sony ILCE 7 M3 KB-kamera og til vinderne af anden- og tredjeprisen er der et Sony ZV-1.
Til vinderen af læsernes favorit er der et gavekort på 1.000 kr. til fotoprints hos Nordic Digital Lab.
Sidste år modtog vi over 3.000 fotos, og du kan allerede fra den 4. juli 2020 uploade dit bidrag via det særlige modul på den temaside, som er oprettet til formålet, og det finder du her:
I modsætning til mange andre fotokonkurrencer er VORES LIV – i billeder 2020 ikke delt op i en række kategorier, og de indsendte fotos kan derfor skildre stort set alt, der vedrører vores liv – vores hverdag – som jo i 2020 for de flestes vedkommende også har været – og er – præget af coronapandemien.
»Jeg glæder mig meget til at se, hvad folk sender til os. Coronakrisen gør måske også, at billederne bliver anderledes i forhold til de tidligere år. Det bliver spændende at se, hvad årets fotokonkurrence kommer til at indeholde,« siger Jyllands-Postens fotochef, Brian Karmark, der også er med i den jury på tre, der nominerer og udpeger de endelige vindere af hovedkonkurrencen.
Han tilføjer angående det nye samarbejde, som er indgået med Sony, der som sponsor og samarbejdspartner i verdensomspændende Sony World Photography Awards allerede har stor erfaring med fotokonkurrencer:
»Gennem samarbejdet med Sony kan vi række ud til endnu flere fotointeresserede mennesker, der helt sikkert har mange interessante billeder at byde på.«
Reglerne for deltagelse i konkurrencen kan du læse på den særlige temaside, der er oprettet i forbindelse med konkurrencen.
Børnene kan også være med
Som noget nyt i år kan børn også dele deres bedste billeder i VORES LIV – i billeder 2020.
Det er der åbnet mulighed for i samarbejde med Børneavisen, hvor børn i alderen 8-13 år har mulighed for at deltage ved at indsende deres billeder via Børneavisens særlige app, der kan downloades i App Store eller Google Play.
I modsætning til hovedkonkurrencen er der ingen nomineringsrunder: De tre bedste fotos kåres ved den store prisfest i Jyllands-Postens domicil i Mediebyen i Aarhus torsdag den 22. oktober.
Konkurrencen åbner den 4. juli
VORES LIV – i billeder 2020 er som nævnt åben for indsendelse af bidrag allerede fra den 4. juli, men det hele går for alvor løs, når juryen lørdag den 15. august nominerer tre af de indsendte fotos. Dette gentager sig de følgende syv lørdage, og undervejs er der i øvrigt stadig åbent for indsendelse af fotos.
Billeder indsendt til konkurrencen skal være taget i perioden den 19. oktober 2019 til den 29. september 2020.
Når de sidste 3 af i alt 24 nominerede offentliggøres den 3. oktober, opfordres læserne samtidig til at stemme på deres favorit blandt de nominerede.
Torsdag den 22. oktober kåres vinderne af VORES LIV – i billeder 2020 ved en stor prisfest, der finder sted i Jyllands-Postens domicil i Mediebyen i Aarhus, og vinderbillederne kan ses i Jylllands-Posten dagen efter.
Juryen er klar
I lighed med sidste år består juryen i år af Jyllands-Postens fotochef Brian Karmark, fotograf Mathilde Bech og journalist på Jyllands-Posten Uffe Christensen.
I forbindelse med tredje ombæring af VORES LIV –i billeder 2020 siger jurymedlem Mathilde Bech:
»Jeg er virkelig spændt på at se, hvordan danskerne har oplevet og fortolker coronakrisen i deres hverdagsbilleder. Jeg er sikker på, at der kommer nogle sjove, spændende og anderledes billeder fra især foråret,« siger hun og fortsætter:
»Men corona eller ej, så er det altid spændende at se, hvad der fylder i danskernes hverdag. For det er nu engang den, jeg synes er allermest interessant. Det er der, man kan relatere og samtidig blive overrasket over, hvor forskelligt vi lever.«
I forbindelse med VORES LIV – i billeder 2020 vil der blive inviteret til en række spændende særarrangementer, der er åbne for alle, og som alle handler om det at fotografere. Disse arrangementer vil senere blive annonceret på konkurrencens temaside.