Fortsæt til indhold
Kultur

Nationalmuseet: Derfor skal vi udstille vores tid som slavenation

Vi må ikke glemme vores fortid, skriver museet i et opslag på Facebook.

Der er frastødende og krænkende genstande fra vores fortid, som vi er nødt til at udstille og vise frem, for at vi ikke glemmer, hvad vi har gjort, og hvad der er sket.

Således skriver Nationalmuseet i København i et Facebook-opslag om, hvorfor museet har en koloni-udstilling ”Stemmer fra Kolonierne”. I udstillingen vises bl.a. en pisk, som blev brugt mod slaverne i Vestindien, samt en mundspærre, som blev brugt til at tvangsfodre slaverne på rejsen fra Ghana til Vestindien.

https://www.facebook.com/nationalmuseet/posts/10157748540364132

»Det er en forfærdelig del af vores historie. Vi skal huske, at det er en dybt stødende og krænkende genstand for mange i vores samfund, og at vi ikke skal vise den frem for at provokere. Men vi skal også huske, at genstande som disse er vigtige vidnesbyrd, der fortæller en skræmmende historie, vi skal lære af. Uden historiske genstande går historien tabt. Vi glemmer det, der skete. Det må ikke ske!« skriver museet om udstillingen.

Den indeholder også et interview med Victor Cornelins, der var efterkommer af slaver. Han blev som 7-årig i 1905 blev sendt fra Sankt Croix til Danmark for at være en del af en såkaldt koloniudstilling i Tivoli. Cornelins endte med at blive sat i et bur under udstillingen, så han ikke forlod sin plads for at se på andre dele af den.

Nationalmuseet mener, at historien skal minde os om, at vi er i stand til at ændre vores handlinger og opfattelser af andre mennesker.

Opslaget på Facebook indledes med ”Black Lives Matter”. Det er under dette slagord, at der verden rundt har været demonstrationer, efter George Floyd blev dræbt af politibetjente under en anholdelse i Minneapolis i USA.

Demonstrationerne har også ført til, at man flere steder i verden har fjernet statuer, som har mindet om en fortid med slavehandel.

I Storbritannien er det bl.a. sket i London og i Bristol.

Herhjemme har det også ført til en debat om, hvad man skal gøre med de veje, der har fået navn efter en dansker med forbindelser til slaveri.

Det drejer sig bl.a. om Søbøtkers Allé i Hellerup opkaldt efter Johannes Søbøtker, Schimmelmannsvej i Gentofte opkaldt efter Ernst Schimmelmann og De Conincks Vej i Rudersdals Kommune.

I sidstnævnte er borgmester Jens Ive (V) ikke klar til at ændre vejnavne.

»Jeg mener, at vi skal lære af historien – diskutere den. Der kom ikke noget godt ud af Talebans forsøg på at ændre verden ved at rive mindesmærker ned, og vi redder ikke en eller anden etnisk minoritet ved at ændre vejskilte,« har han sagt til Jyllands-Posten.