Forlag bekræfter: Digter Yahya Hassan er død
Yahya Hassan slog i 2013 igennem med den bedst sælgende debutdigtsamling i danmarkshistorien. Han blev 24 år.
Digter Yahya Hassan er død i går, 24 år gammel.
Det bekræfter digterens forlag Gyldendal i en pressemeddelelse.
»Yahya Hassan blev 24 år. Fire og tyve år. Det er jo ingenting, det er en katastrofe. Jeg har kendt ham, siden han var 16 år, den her lysende dreng med det enorme talent, nerverne uden på tøjet, men med det store talents søvngængeragtige sikkerhed. Den her insisteren på at have sin egen stemme, forsvare sit territorium, finde sit eget sted – på trods af, hvad folk mente. Yahya insisterede på ikke at bøje sig for nogen, han ville ikke være repræsentant for nogen eller spændes for nogens vogn. Han ville være sig selv og skrive de digte, han ville – med de enorme omkostninger, det havde. Nu er han død. Det er ikke til at bære,« skriver forlagschef Simon Pasternak i pressemeddelelse.
Yahya Hassan debuterede som forfatter i 2013 med digtsamlingen Yahya Hassan. Den fik fantastiske anmeldelser med på vejen og blandt andet kaldt ”en decideret litterær begivenhed” og ”en bog, der brænder mellem hænderne på én” skrevet af ”et talent ud over det sædvanlige”. Det blev den bedst sælgende debutdigtsamling i danmarkshistorien og solgte over 120.000 eksemplarer.
I 2019 fulgte digtsamlingen Yahya Hassan 2, hvor Yahya Hassan i 59 digte fortalte sin historie.
Yahya Hassan voksede op i et hårdt kvarter i den vestlige del af Aarhus, hvilket blev et omdrejningspunkt i mange af hans digte. I digtsamlingen rettede han en hård kritik af det muslimske miljø, hvilket resulterede i, at han måtte have livvagter.
Han blev vidt og bredt anerkendt som et nyt stjerneskud på den danske litteraturhimmel, og hans specielle måde at recitere sine digte på til oplæsninger blev hans kendetegn. Men han fik også flere ridser i lakken. I flere videoer på Facebook har Yahya Hassan de senere år givet udtryk for at være involveret i en bandekonflikt.
Yahya Hassan har også både været i fængsel og indlagt på psykiatrisk hospital.
På Facebook har Yahya Hassans mor lagt en video op af digteren, hvor flere i kommentarsporet udtrykker deres sorg over dødsfaldet.