Der er sået ny tvivl om verdens dyreste maleri
Eksperternes meninger blev udeladt af vurderingen af et muligt da Vinci-værk.
Er det Leonardo da Vinci, der har malet Salvator Mundi - verdens dyreste kunstværk - eller er det ikke?
Det er der nu sået ny tvivl om, skriver The Times.
Avisen skriver, at der nu er påstande om, at National Gallery i London bevidst har udeladt fem eksperters vurdering af, om værket er lavet af da Vinci.
Billedet steg voldsomt i værdi, efter det i 2011 var en del af National Gallerys udstilling og det i kataloget hertil blev beskrevet som et værk, som da Vinci havde lavet uden hjælp af assistenter.
Men en ny bog hævder nu, at National Gallery undlod at notere tvivlen hos de kunsthistorikere, der var blevet sat til at vurdere, hvem der havde malet Salvator Mundi.
I bogen skriver Ben Lewis, som har talt med kunsthistorikerne, at de var delte i vurderingen.
To sagde »ja«, en »nej« og to »ingen kommentarer«, til spørgsmålet, om da Vinci var kunstneren.
Trods denne tvivl blev det ikke nævnt i kataloget. Og det har haft stor betydning for prisen på billedet, vurderer The Times.
I 2005 blev det vurderet til at koste 1.175 dollars, mens det i 2017 blev solgt for rekordbeløbet 450 mio. dollars (2,8 mia. kr.).
Maleriet "Salvator Mundi" (Verdens Frelser) er 66 centimeter højt og blev angiveligt malet af Leonardo da Vinci omkring år 1500.
"Salvator Mundi" er et oliemaleri på valnøddetræ, og det forestiller Jesus Kristus, der holder højre hånd op i en velsignelse.
Sælgeren var den russiske forretningsmand Dmitri Rybolovlev.
Køberens identitet var i første omgang hemmelig, men blev senere offentliggjort som den saudiske prins Badr bin Abdullah bin Mohammed bin Farhan al Saud. Han handlede angiveligt på vegne af Louvre-museet, der åbnede i Abu Dhabi kort før auktionen.
Senere spekulerede flere medier i, at køberen i virkeligheden var langt mere prominent. Den amerikanske avis The Wall Street Journal skrev i december baseret på anonyme kilder, at det faktisk var den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman, der stod bag indkøbet.
Billedet skulle være udstillet på musset i efteråret, men kort før åbningen af udstillingen blev den aflyst. Allerede dengang var det tvivl om, hvem der havde malet billedet.