Fortsæt til indhold
Kultur

Nu skal 70 pct. af Radio24syv eller arvtageren flytte mindst 110 km væk

Regeringen og DF har opnået enighed om rammerne for den radiokanal, der i dag drives af Radio24syv.

Den 31. oktober 2019 udløber Radio24syvs sendetilladelse, og radiokanalens plads på FM4 skal derfor i udbud. Spørgsmålet har været, hvilke krav der skal opfyldes for at komme i betragtning til pladsen, og netop det er regeringen nu kommet frem til.

I første omgang lød meldingen, at den aktør, der vandt udbuddet, skulle flytte hovedkontoret samt mindst halvdelen af medarbejderne til Vestdanmark. Efterfølgende kom regeringen frem til, at mindst 60 pct. af redaktionen skulle flyttes over 110 km væk fra centrum af København.

Det er en sær måde at drive politik på.
Anders Krab, koncerndirektør hos Berlingske Media

Med med de endelige rammebetingelser på plads lyder kravet nu, at radiokanalens hovedredaktion og mindst 70 pct. af medarbejderne skal rykke mindst 110 km mod vest.

»Vi er nu klar med rammerne for genudbuddet af FM4. Radio24syv, der har drevet kanalen hidtil, har bevist, at det er muligt at give borgere i hele landet et større radioudbud med nyt indhold og nye formater. Jeg er sikker på, at en kommende aktør med disse rammer – hvem det end måtte blive – vil fortsætte med at udvikle radiomarkedet til gavn for lytterne,« siger kulturminister Mette Bock.

70 pct. er ikke genialt

Medieordfører Morten Marinus fra Dansk Folkeparti er da også godt tilfreds med aftalen. Her var man først bange for, at en afstand på mindre end 110 km ville føre til, at den kommende udbyder af radiokanalen ville placere sig i Odense.

»Vi er umanerligt glade for omsider at få kanalen i udbud. Vi mener, der er stort behov for en taleradio, der har og tager sit udgangspunkt i provinsen. DR har allerede P1 i København.«

Jørgen Ramskov, der er chefredaktør på Radio24Syv fortæller, at radiostationen tager endeligt stilling til vilkårene på onsdag.

»Det eneste, vi kender nu, er de 70 pct., og resten finder vi ud af på onsdag. Vi synes ikke, at de 70 pct. er genialt, men vi venter med at beslutte os. Vi synes, at udgangspunktet på 50 pct. var fornuftigt, 60 pct. var svært, og 70 pct. er endnu sværere,« siger Jørgen Ramskov og tilføjer:

»Jeg vil gerne understrege, at man sagtens kan lave radio andre stede end i København, men det, vi forholder os til, er, om man kan lave den radio, vi laver.«

Vil afvente vilkår

Anders Krab, der er koncerndirektør hos Berlingske Media, som er en af ejerne af Radio24Syv, fortæller også, at radiostationen vil afvente de endelige vilkår, inden der tages stilling til, om kanalen kan leve videre.

Han fortæller også, at han ikke er tilfreds med udviklingen for rammevilkårene.

»Det er en sær måde at drive politik på, at man først taler om en 50-50 fordeling, og efterfølgende laver det om til en 70-30 fordeling,« siger Anders Krab.

I dag har Radio24Syv 33 pct. af sine lyttere i hovedstadsområdet og syv journalister ansat i Aarhus, ifølge Jørgen Ramskov.

Indtil videre har fire aktører tilkendegivet, at de forventer at byde på kanalen.