Fortsæt til indhold
Kultur

Kendt dansker stod bag Super Bowl-reklame til millionbeløb

En af de dyre reklamer, som blev vist på storskærmene under pauseshowet til Super Bowl, er lavet af Jørgen Leth.

Den danske filminstruktør og -producent Jørgen Leth var manden bag en af de store reklamer, da pauseshowet i den amerikanske Super Bowl natten til mandag blev vist på over 100 millioner skærme verden over.

Videoklippet er et 45 sekunder langt uddrag fra en video optaget i 1982, hvor Jørgen Leth i forbindelse med optagelser til en film om USA i 80’erne bad den kendte popkunstner Andy Warhol spise en ’Whopper’-burger fra Burger King. Klippet er derfor blevet købt af den store fastfood-virksomhed til brug som reklame under Super Bowl-pauseshowet og er ifølge DR siden blevet rost for at være et af de mest aparte indslag, reklamepausen kunne byde på.

Ifølge Jørgen Leth, der blandt andet har fået hjælp fra sin søn til at få forhandlingerne om Burger King-reklamen på plads, er det en bedrift, han er stolt af.

»Filmen er jo helt ukommerciel og eksperimenterende. Det er en oplagt idé at bruge klippet i et af de mest sete og kommercielle shows overhovedet i Amerika,« siger han til DR.

Super Bowl-reklamer er notorisk dyre, og 2019 var endnu en gang rekordår for prisen på reklamerne. Netværket CBS, som i år var vært for finalekampen, krævede nemlig ifølge det amerikanske medie CNBC hele 5,25 millioner dollars for 30 sekunder på skærmen under reklamepausen. Den høje pris på reklamerne skyldes, at Super Bowl er den mest sete og streamede begivenhed årligt i USA.

Det store seertal betyder, at store virksomheder er villige til at betale dyre domme for at få vist deres reklamer i pausen, og listen af firmaer, der har købt adgang til skærmene til årets Super Bowl tæller både Amazon, Budweiser, Audi, Pepsi og altså Burger King, som med deres Jørgen Leth-instruerede reklame, har købt skærmtid under Super Bowl for første gang siden 2006.

De stigende reklamepriser er dog ikke direkte forbundet med seertallene. Ifølge CNN Business er der sket et dyk i antallet af seere, som er faldet fra 111 millioner i 2017 til 103,4 millioner i 2018 og i år var helt nede på 100,7 millioner seere. Seertallene fra i år kan dog ikke hel sammenlignes med de forgangne år, da der i år også er optalt seere fra streamingtjenester og nogle spanske netværk.

Nielsen Media Research anslår ifølge CNN Business, at en mere sammenlignelig optælling ville have haft omkring 98,2 millioner seere ved skærmene, hvilket betyder et årligt tab i seere på omkring fem millioner de sidste to år.