Fortsæt til indhold
Kultur

Nikolaj Coster-Waldau får hovedrolle i nyt dansk drama

Den danske skuespiller vender tilbage til det danske filmlærred, når Jonas Alexander Arnbys drama "Selvmordsturisten" får premiere til næste efterår.

Han har medvirket i HBO-serien ”Game of Thrones” og amerikanske film som ”Shot Caller” og ”Gods of Egypt”. Den danske skuespiller og verdensstjerne Nikolaj Coster-Waldau har opnået stor international succes de seneste år.

Nu vender han igen tilbage til det danske filmlærred. For tiden befinder han sig på skift i Tyskland, Sverige og Norge, hvor han indspiller det danske drama ”Selvmordsturisten”, som har forventet biografpremiere den 21. november 2019. Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Her skal han spille hovedrollen som Max Isaksen. En plaget forsikringsagent, der befinder sig midt i en eksistentiel krise. I sit arbejde med at opklare en vanskelig sag kommer han på sporet af det hemmelige Aurora Hotel, et afsides resort, der har specialiseret sig i selvmord. Under sin efterforskning finder han frem til en foruroligende sandhed, der får ham til at sætte spørgsmålstegn ved livet, døden og hans forståelse af virkeligheden omkring ham. Filmen, der udspiller sig i et sneklædt polarlandskab, bliver kaldt ”et urovækkende psykologisk wake-up call om meningen med tilværelsen.”

Overfor Nikolaj Coster-Waldau spiller Tuva Novotny hans kone Lærke. Desuden medvirker Solbjørg Højfeldt og Sonja Richter samt en række internationale navne som Jan Bijvoet, Robert Aramayo, Slimane Dazi, Lorraine Hilton, Kaya Wilkins og Johanne Wokalek.

Filmen er instrueret af Jonas Alexander Arnsby, og ”Selvmordsturisten” bliver hans anden spillefilm efter den prisvindende og anmelderroste debut ”Når dyrene drømmer” fra 2014, som Rasmus Birch skrev manuskriptet til. Samarbejdet er fortsat med ”Selvmordsturisten”, hvor Rasmus Birch endnu engang er manuskriptforfatteren bag.