Fortsæt til indhold
Kultur

12 millioner til Karen Blixen: Lukningstruet museum kommer på finansloven

Formanden for bestyrelsen vil ikke glæde sig for tidligt.

Den del af Karen Blixens arv, der kan gøres op i penge, er ved at slippe op. Således ser fremtiden også dyster ud for den rent kulturelle arv, der udgør det private museum Karen Blixen Museet i Hørsholm.

Men nu er der en økonomisk håndsrækning på vej fra regeringen. Det bekræfter Mette Abildgaard, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti, over for Jyllands-Posten.

Ifølge Abildgaard er museet kommet med i regeringens finanslovsforslag med et tilsagn om tre mio. kr. i støtte årligt over de kommende fire år. Forslaget bliver offentliggjort torsdag formiddag kl. 11 af finansminister Kristian Jensen (V).

»Det er 110 pct. sikkert,« siger Mette Abildgaard. »Og det er jeg rigtig glad for.«

I sommer oplyste museet, at det måtte dreje nøglen om inden for to år, hvis ikke der blev fundet en løsning på pengeproblemerne. Selvom man har skåret ind til benet, er det for dyrt at drive de bevaringsværdige bygninger og den tilhørende park.

Det fik kulturminister Mette Bock (LA) til at love at prøve at forhindre det scenarium, og efterfølgende foreslog Mette Abildgaard selv at få museet med på finansloven. Det er nu en realitet.

»Jeg synes, det er et fantastisk museum, og jeg er ret imponeret over, at de har holdt den kørende uden nogen form for statsstøtte i så mange år, når man tænker på, hvor mange andre museer, der i dag får støtte. På den måde synes jeg ikke, det er urimeligt, at vi også går ind og understøtter her, ligesom vi på en lang række andre områder understøtter indsatsen for at udbrede H. C. Andersens forfatterskab,« uddyber Abildgaard.

Michael Bjørn Nellemann, som er formand for bestyrelsen på Karen Blixen Museet, glæder sig over nyheden.

»Men vi tager intet for givet. Vi fortsætter dialogen med politikerne – også med vores kommunale bagland, for det er ingen hemmelighed, at vi håber, Hørsholm Kommune kommer mere ind i kampen også,« siger han i en skriftlig kommentar.

Blixen-museet har været drevet privat siden 1991 og tiltrækker hvert år ca. 35.000 gæster. Museets drift koster seks mio. kr. om året, hvoraf tre mio. kr. kommer fra indtægtskilder som bogsalg og besøgende.

Torsdag formiddag vil Kulturministeriet løfte sløret for, hvilke andre kulturinstitutioner der kan se frem til et lille løft.