Fortsæt til indhold
Kultur

Dem kan du møde på kulturmødet

Jyllands-Posten har spurgt seks af de personer, der er en del af programmet, om, hvad de ser mest frem til på kulturmødet.

Når landets spidser inden for kunst- og kulturverdenen på torsdag mødes i Nykøbing Mors, er rammen om de mange samtaler, diskussioner og begivenheder temaet "At bygge bro".

Det skal sætte fokus på kunsten og kulturen som en kraft, der kan forandre verden, sparke os i nye retninger, fortælle vores historie, udvikle vores byer og styrke vores fællesskaber – og temaet udfoldes i de fire programspor digitalisering, demokrati, kunsten i samfundet samt dannelse, uddannelse og sprog.

På programmet i de 48 timer, Kulturmødet Mors varer, præsenteres flere hundrede arrangementer med debatter og kulturoplevelser, der bringer kunsten helt tæt på. Alle arrangementer er gratis.

Jyllands-Posten har spurgt seks af de personer, der er en del af programmet, hvad de ser mest frem til på kulturmødet.

Kulturminister Mette Bock, Liberal Alliance

Hvad ser du frem til på årets Kulturmøde?

»Det helt jordnære møde mellem borgere, kunstnere, branchefolk og politikere. Diskussionerne er helt i øjenhøjde, og også samtalerne mellem debatterne giver viden og inspiration. Jeg får altid meget med hjem.«

Hvordan fortolker du årets tema ”at bygge bro”?

»Det er ofte sådan, at kulturen binder os sammen, mens kunsten kan splitte os ad i uenighed. Broerne kan man betræde i den forstand, at litteraturens, poesiens, musikkens, teatrets og dansens sprog taler til det almentmenneskelige og dermed kan binde os sammen på tværs af alle andre forskelle.«

Alex Arendtsen, kulturordfører for Dansk Folkeparti

Hvad ser du frem til på årets Kulturmøde?

»Jeg ser frem til at møde de mange kulturmennesker i debatter for at blive klogere på, hvad der rører sig hos dem. Hvad interesserer de sig for? Hvordan ser de den kulturpolitiske situation? Hvad er deres holdninger til Dansk Folkepartis mange kulturudspil?«

Hvordan fortolker du årets tema ”at bygge bro”?

»Jeg fortolker det som en mulighed for at bygge bro mellem kulturliv og politikere – og forhåbentlig også mellem det danske folk og kulturlivet. Sidstnævnte går som en rød tråd igennem mit kulturpolitiske arbejde. At genopbygge broen mellem folk og kunstnere.«

Mogens Jensen, kulturordfører for Socialdemokratiet

Hvad ser du frem til på årets Kulturmøde?

»Jeg ser allermest frem til at skulle åbne børnenes udstilling ”Axel fra Jante” . Det er en udstilling, som børnene fra 1. C fra M. C. Holms Skolen i Nykøbing Mors har lavet med udgangspunkt i Axel Sandemoses berømte bog ”En flygtning krydser sit spor” – den med janteloven. Undervejs i arbejdsprocessen har børnene skrevet, arbejdet med billeder og lavet opfindelser. Derudover ser jeg frem til at møde og tale med repræsentanter fra den danske kunst- og kulturverden.«

Hvordan fortolker du årets tema ”at bygge bro”?

»Årets tema “at bygge bro” er et kerneelement i al kunst og kultur. Kunsten bygger i sig selv bro mellem mennesker, mellem landsdele og mellem lande. Og ikke mindst en tid, hvor vi fokuserer meget på det, der skiller os, er der brug for fortællinger og kunst, der kan skabe fælles referencepunkter og skabe grobund for samtale og forståelse.«

Carsten Jensen, forfatter

Hvad ser du frem til på årets Kulturmøde?

»Jeg ser frem til den gode stemning og mødet med de altid nysgerrige morsingboere.«

Hvordan fortolker du årets tema ”at bygge bro”?

»Vores store nationale projekt er lige for tiden at brænde alle de broer, vi kan, så det er opløftende, at der er nogle, der i stedet vil bygge broer. Jeg glæder mig til at se brobrænderne stå over for brobyggerne.«

Foto: Marie Hald.

Mette Helena Rasmussen, billedkunstner og boligstylist

Hvad ser du frem til på årets Kulturmøde?

»Det er første gang, jeg kommer til Kulturmødet Mors, og det er mildt sagt en kæmpe ære pludselig at se mig selv som en del af programmet i selskab med kunstnere, politikere og debattører, som jeg har stor respekt for. Jeg glæder mig til det hele. For mig er det en fest, at kulturen og kunsten får lov til at komme på dagsordenen og at Kulturmødet skaber et rum, hvor vi tør tale om, hvad kulturen kan og skal.«

Hvordan tolker du årets tema “at bygge bro”?

»Der er en snert af melankoli og Babelstårn over temaet “at bygge bro”. Som om vi med behovet for at bygge bro er langt fra hinanden, har svært ved at forstå hinanden og skal arbejde på at nærme os hinanden. Samtidig peger “at bygge bro” også fremad på alt det, vi netop kan sammen, når vi tør åbne op, tør skabe, tør tale og tør diskutere. “At bygge bro” handler om at forbinde, skabe trafik og flytte mennesker, og det er netop dét, kulturen kan, og Kulturmødet Mors skal.«

Hassan Preisler, skuespiller, forfatter og radiovært

Hvad ser du mest frem til ved kulturmødet?

»Hvis jeg kan komme til for politi og livvagter, vil jeg vildt gerne høre Christian Have interviewe Flemming Rose om, hvad der foregår i Putin/Trump-land. Det er virkelig spændende. Men overordnet glæder jeg mig helt vildt meget, fordi Kulturmødet Mors er det folkelige møde, som Folkemødet på Bornholm burde være. Mors er et reelt møde med folket, fordi det er så lokalt forankret.«

Hvordan tolker du årets tema “at bygge bro”?

»Jeg synes, at temaet er rigtig interessant, fordi vi i mange år har haft en intens debat mellem det, vi kalder Udkantsdanmark og hovedstaden. Og jeg forstår godt debattens relevans, men jeg er ærligt talt også ved at være lidt udmattet af den. Det skyldes ikke kun, at min radio - Radio 24syv - skal flyttes ud i landet, jeg er også træt af den, fordi debatter, der kører længe, begynder at gå i ring. Så i den sammenhæng er det sundt at tænke mere i, hvad der kan binde os sammen.«