Kulturministeren diskuterede filmpolitik i Lars von Triers hjem
Som et led i forberedelserne til medie- og filmaftalerne har kulturminister Mette Bock besøgt Lars von Trier hjemme i Lyngby. Hun fik bl.a. serveret Sofie Gråbøls cheesecake.
Kulturminister Mette Bock (LA) skal lukke både en medie- og en filmaftale i 2018, og når hun engang præsenterer resultaterne, vil ingen kunne beskylde hende for at have undladt at lytte til nationens mest kontroversielle filmskaber.
Ministeren besøgte nemlig Lars von Trier i hans private hjem i Lyngby den 22. februar for over en middag at diskutere dansk films aktuelle udfordringer. Til stede ved middagen var også skuespilleren Sofie Gråbøl, der havde medbragt en hjemmelavet cheesecake, samt Triers producer Louise Vesth.
Mødet fandt sted i slipstrømmen af efterårets uro omkring Zentropa udløst af #MeToo-affæren. Begge selskabets grundlæggere blev anklaget for sexchikane. Først Trier af den islandske sangerinde Björk, der erklærede sig krænket under indspilningerne af ”Dancer in the Dark”, senere kompagnonen Peter Aalbæk Jensen, da en række tidligere ansatte i Politiken kritiserede hans ledelsesstil med bl.a. numseklask og strafopgaver i hans grisestald i Herfølge.
Filmforetagendet var dog ikke mere skandaliseret, end at Mette Bock fandt vej til Lars von Triers bopæl, hvor forretten var en særlig slags laks, tilberedt af en af Triers bekendte, mens hovedretten var bøf og salat.
I et interview med Louisiana Channel og filmeksperten Peter Schepelern, har Lars von Trier kort nævnt, at han har mødt ministeren.
»Jeg sagde, at hun burde sætte en fjerdedel af pengene til side til projekter, som man vidste ikke vil spille sig hjem igen,« beretter han i interviewet.
Sammenhængen er, at Lars von Trier opfatter sig selv som en slags opdagelsesrejsende. Han mener, at man er nødt til at søge, før man får skabt film, der kan leve mange år ud i fremtiden.
Kulturminister Mette Bock vil ikke udtale sig om, hvordan aftenen i Lars von Triers hjem forløb.
»Jeg mødte Trier til en privat middag, og det synes jeg ikke, man skal referere fra. Men jo, man bliver klogere af at tale med mennesker som Trier, der meget velfortjent modtog Sonningprisen for nylig. Og det glæder mig, at Cannes har lagt sin nypuritanisme en anelse til side og har Trier med igen i år,« skriver hun i en mail.
Mødet udsprang af en idé i Producentforeningen, nemlig ”Middag for fire”. Ønsket var at sikre politikerne det bedst mulige grundlag at træffe beslutninger på, og da kulturministeren og Trier er de mest indflydelsesrige på deres felt, satte man dem sammen. Oven i skulle der i henhold til konceptet være yderligere en kreativ person samt en producent med viden om økonomi. Det var til dette møde Sofie Gråbøl og Louise Vesth.
Sidstnævnte formoder, at der er kommet noget konstruktivt ud af middagsarrangementet.
»Vi går til mange formelle debatter og kulturpolitiske arrangementer, som er drevet af organisationer og deres talsmænd. Der tror jeg på, at det personlige møde kan have en anden effekt. Man lytter bedre og får måske en anden forståelse af nogle problemstillinger, når man er sammen i en uformel ramme,« siger Louise Vesth.
Hun lægger ikke skjul på, at Lars von Trier talte for, at støttemidlerne skal hjælpe kunstnerne, ikke et system.
»Lars er optaget af filmkunsten og synes, at man skal prioritere risikovillighed, snarere end at tænke i kulturprodukter,« siger Louise Vesth.
Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen, afviser, at foreningen med tiltaget har skabt en eksklusiv klub, hvor de største navne kan udføre lobbyarbejde.
»Vi har faciliteret en række private middage, hvor deltagerne kan lære hinanden at kende og blive klogere på, hvad hinanden laver. Vi har sat dem sammen ud fra, hvem vi tror ville kunne få en hyggelig aften og efter, hvem der havde lyst. Der er ikke udelukket nogen,« siger han.
Lars von Triers nye film om en seriemorder, der opfatter sine drab som kunstværker, bliver vist første gang i Cannes til en gallavisning mandag aften kl. 22.30. Kulturministeren ser ikke ”The House That Jack Built”, da hun er optaget af andre affærer.
Heller ikke Peter Aalbæk Jensen deltager i Triers comeback ved rivieraen, da han har besluttet at erklære sig selv persona non grata; den betegnelse, Trier fik af festivalen i 2011, da han kom med de kiksede udtalelser om Hitler.
”Ålen” erkender, at hans tilstedeværelse kan give negativ opmærksomhed til Zentropa og filmen, fordi han er belastet af den seneste tids skriverier og sine egne udtalelser i den forbindelse.