Medie: Kulturprofil fra Nobel-skandale befamlede kronprinsessen
Svenske kronprinsesse Victoria ville angiveligt ikke være alene med manden.
Det var tilsyneladende ingen hemmelighed, at den såkaldte kulturprofil, Jean-Claude Arnault, som ejer den vigtige kunst- og kulturscene Forum i Stockholm, havde svært ved at holde fingrene for sig selv.
For siden 18 kvinder i november stod frem og fortalte om overgreb, voldtægt og magtmisbrug fra mandens side, har også Det Svenske Akademi, som har støttet mandens kulturscene økonomisk i årtier, bekræftet, at »medlemmer, medlemmers døtre, medlemmers hustruer og personale ved akademiet er blevet udsat for uønsket intimitet eller upassende behandling af vedkommende.«
Jean-Claude Arnault er gift med Katarina Frostenson, der indtil for nylig var aktivt medlem af akademiet. En advokatundersøgelse viser, at Jean-Claude Arnaults hustru ejer halvdelen af Forum, at han efter alt at dømme har lækket navnene på nobelprisvindere i syv tilfælde, og at Forum muligvis bliver drevet i strid med bl.a. skattelovgivningen.
Dog er det efterfølgende blevet understreget, at medlemmerne ikke kendte til deciderede ulovligheder over for kvinder fra Jean-Claude Arnaults side.
Nu fortæller tre anonyme kilder tæt på og i akademiet over for Svenska Dagbladet, at Jean-Claude Arnaults lange fingre angiveligt også nåede så langt som til den svenske kronprinsesse Victoria.
Under en sammenkomst i akademiets villa Bergsgården i 2006 så de, at Jean-Claude Arnault tog kronprinsessen på bagdelen.
Det bekræftes over for SVT af litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, som var til stede. Hun fortæller, at både hendes daværende mand Horace Engdahl, som er gode venner med kulturprofilen og medlem af akademiet, kongen samt flere andre så, hvad der skete.
»Det var så ubehageligt, men hendes adjudant greb ind og fjernede hans hånd,« siger hun.
To af hinanden uafhængige kilder bekræfter over for Svenska Dagbladet, at Horace Engdahl, akademiets daværende sekretær, fik til opgave af hoffet at sørge for, at kronprinsessen ikke havnede alene med kulturprofilen ved akadamiets årlige samling i december 2006.
Hoffets informationschef Margareta Thorgren vil ikke kommentere oplysningerne, men siger til SVT:
»De oplysninger om kulturprofilen, som er kommet frem i medierne, er skræmmende. Kongefamilien har tydeligt vist sin støtte til metoo-initiativet.«
Jean-Claude Arnaults advokat, Björn Hurtig, afviser beskyldningerne på sin klients vegne og siger til Svenska Dagbladet, at der er tale om »rygter med ét eneste formål; at tilsværte og skade ham.«
Lørdag kom det frem, at endnu et medlem, Sara Stridsberg, forlader akademiet, som nu er nede på 10 aktive medlemmer mod normalt 18. Det kræver tilstedeværelsen af minimum 12 medlemmer for at kunne tage beslutninger, som hvem der skal vinde årets Nobelpris i litteratur.
Mange mener således, at der slet ikke vil blive udpeget nogen vinder i år.
Samtidig er politiet i færd med at undersøge, om akademiet har været involveret i økonomisk kriminalitet.