52 ukendte Asger Jorn-værker fundet i kuffert
Værkerne udstilles nu på Museum Jorn i Silkeborg
Der kan dukke helt ufattelige ting op, når man gennemgår en afdød slægtnings kælder. Det fandt Vagn Ove Jorns familie ud af, da den for nylig gennemgik den proces.
Her fandt familien 52 håndskårne, færdige linoleumsplader, som en af landets mest betydningsfulde kunstnere Asger Jorn er ophavsmand til.
Vagn Ove Jorn var bror til Asger Jorn, og i kælderen fandt Vagn Ove Jorns familie en gammel kuffert, som Asger Jorn havde afleveret til sin bror til opbevaring i slutningen af 1940'erne.
Det oplyser Museum Jorn i en pressemeddelelse.
Kufferten havde altså stået og samlet støv i op mod 70 år, og da familien fandt den efter Vagn Ove Jorns død, henvendte familien sig til museet for at donere værkerne.
Selv om der med jævne mellemrum findes ukendte Asger Jorn-værker, er det nye fund alligevel udsædvanligt.
»Det sker normalt måske hvert andet år, at et enkelt ukendt værk af Jorn bliver fundet. Og de 52 tryk føjer en ny dimension til vores forståelse af Asger Jorns arbejde. Billederne viser på helt enestående vis den unge kunstners engagement i sin familie, sin kunst og det samfund, han var en del af,« udtaler museumsdirektør ved Museum Jorn, Jacob Thage, i pressemeddelelsen.
Museet oplyser desuden, at linoleumspladerne er blevet til i perioden 1934-1939, med de fleste skåret før Asger Jorn i 1936 rejste til Paris.
Blandt trykkene er et portræt af en af de to Jorn-brødres søster, der ifølge en familiehistorie ikke var tilfreds med originalen, som hun rev i stykker.
De 52 værker forøger antallet af Asger Jorns kendte grafiske værker med ca. 10 pct. På den baggrund lægger Museum Jorn op til en revideret udgave af Asger Jorns værkfortegnelse.
Museum Jorn fremviser værkerne på en særudstilling fra den 26. april til 15. august. Her kan de nyfundne værker opleves både som de originale plader og som tryk lavet efter dem. Trykkene er lavet hos den danske kobbertrykker Borch Jensen.