Fortsæt til indhold
Kultur

Mette Bock: »Nu er der faktisk en mulighed for at gentænke DR som kulturinstitution«

Selv om DR-besparelsen kun er aftalt med Dansk Folkeparti, vil kulturministeren stadig forsøge at opnå en bred politisk medieaftale.

VKLA-regeringen og Dansk Folkeparti aftalte fredag, at DR skal reduceres med 20 pct. over fem år. Det skal ske fra 2019 og, som det udtrykkes, gradvist over en femårig periode.

Kulturminister Mette Bock (LA), der deltog i forhandlingerne om aftalen, kalder de 20 pct. for en »meget markant besparelse«.

Verden har ændret sig markant, både siden Statsradiofonien blev etableret i 1925 og inden for de senere år.
Mette Bock, kulturminister

Hvorfor skal midlerne til DR reduceres med netop 20 pct?

»Der har fra mange forskellige partier været et ønske om at fokusere DR, og de 20 pct. er det, vi har kunnet nå frem til. Og nu er der så skabt den forudsætning, der skal til for, at DR ikke bare kan gøre alting på præcis samme måde, som man har gjort indtil nu. Nu er der faktisk en mulighed for at gentænke DR som kulturinstitution. Og det er det, vi har ønsket.«

Du kalder det ”at fokusere DR”. Andre vil kalde det at spare på DR?

»Det siger sig selv, at alting i DR ikke kan blive ved med at være som hidtil, når man siger, at man vil reducere med 20 pct. over fem år. Verden har ændret sig markant, både siden Statsradiofonien blev etableret i 1925 og inden for de senere år. Vi har jo fået et meget bredere medieudbud, og derfor skal vi også se på, hvordan balancen er mellem de statsstøttede og de private medier. Og det er noget af det, vi gør her.«

Hvis du helt alene havde kunnet bestemme, skulle DR så reduceres med mere eller mindre end 20 pct.?

»Jeg kan kun sige, at jeg er meget tilfreds med, at vi er landet på 20 pct. Det er aldrig sket før, at DR er blevet reduceret med så meget, og derfor er jeg meget tilfreds. Vi ser virkeligheden i øjnene frem for at lukke øjnene for, at mediemarkedet og medieforbruget udvikler sig. Den udvikling sker rigtigt hurtigt i de her år.«

Hvorfor er det vigtigt med en aftalt økonomisk ramme for DR, inden forhandlingerne om en medieaftale går i gang?

»Det handler om, at DR fylder rigtigt meget i diskussionen, og det er vigtigt for mig, at vi kommer til at tale om meget mere end DR. Vi skal også tale om TV 2, TV 2 Regionerne og de landsdækkende, regionale og lokale dagblade. Og med aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti har vi fået parkeret diskussionen om DR’s størrelse. Og så håber jeg, at den anden diskussion, der også er rigtigt væsentlig for mange danskere, får mere plads under forhandlingerne.«

Der kunne sidde medieordførere fra de øvrige partier og tænke: Hvorfor er vi ikke med til at bestemme, hvor meget DR skal spare?

»Det må du tale med dem om. Men der er en mulighed for, at de partier, som ønsker det, kan gå ind og være medbestemmende om alt muligt andet end DR’s økonomi. Det bliver muligt, når medieudspillet kommer lige om lidt. Det kommer til at handle om meget mere end DR. Og man kan jo også få indflydelse på et fremtidigt DR i den public servicekontrakt, som efterfølgende skal laves med DR.«

Men kan man indgå en økonomisk aftale med kun Dansk Folkeparti om en reduktion af DR, og så bagefter forvente at kunne indgå en bred politisk medieaftale?

»Det må de øvrige partier selv beslutte. De bliver inviteret til forhandlingerne, og så må vi se, om vi kan blive enige om en bred medieaftale. Jeg vil godt have en bred aftale, men kan jeg ikke få det, må det blive en smal medieaftale. Det vigtigste er, at vi får skabt nogle mere tidssvarende rammer for danske medier i det hele taget.«

Synes du, at det er en god start på forhandlingerne om en medieaftale, at regeringen allerede har indgået en aftale om reduktion af DR og afskaffelse af licensen?

»Der er meget andet, som er stort og vigtigt at forhandle om. Vi skal tale (privatisering af, red.) TV 2, og vi skal tale om de gamle dagblade og de nye digitale medier.«

Hvor synes du, at DR skal spare?

»Det er også en af de ting, vi skal tale om under forhandlingerne og i public service-kontrakten med DR. Men det bliver senere.«

Ser du DR spare tv- og radiokanaler væk, programmer væk og medarbejdere væk, alle mulige forskellige ting?

»Det vil jeg ikke forholde mig til på nuværende tidspunkt, og DR skal selv have mulighed for at komme med deres bud på, hvordan det skal gøres.«

Hvornår forventer du, at regeringens udspil til en medieaftale bliver offentliggjort?

»Jeg svarer dig lige så kedeligt, som jeg plejer: Snart.«

Bliver det før eller efter påske?

»Jeg kan ikke sige det lige nu, men det bliver meget snart.«

Hvor lang tid kan du selv vente med at komme i gang for at kunne nå at få aftalen på plads inden sommerferien?

»Jeg har været parat i næsten et år og glæder mig rigtigt meget til at komme i gang med forhandlingerne. Men jeg kan ikke sige præcis hvornår.«

Artiklens emner
DR