Fortsæt til indhold
Kultur

DR’s generaldirektør: Dette kan blive realiteten, hvis DR skal spare 25 pct.

Hvis man fjerner alt indhold til folk under 40 år, så er man tæt på at nå besparelserne, lyder det.

Væk med DR3, P3, DR Ultra, P7 Mix, P4, DR K og DR Ramasjang og man er i nærheden af at skaffe besparelser på 25 pct. i DR. Det skriver DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, i en klumme efter en analyse om DR.

Hun tager udgangspunkt i besparelser på 25 pct., da det et tal, der har været hyppigt anvendt i debatten.

I sin klumme påpeger Maria Rørbye Rønn, at der ikke er konkrete planer om ovenstående besparelser, men at det kan være en realitet, såfremt at DR skal beskæres med en fjerdedel.

»Det er min oplevelse, at tilgangen visse steder synes at være, at det vigtigste er, at DR skal være mindre – så må konsekvenserne blive belyst bagefter. Det er efter min opfattelse en både usædvanlig og forkert tilgang,« skriver Rørbye Rønn og opfordrer til, at man sætter sig ind i konsekvenserne ved at spare i DR.

Hun pointerer:

»Den gode nyhed er, at der nu foreligger omfattende og gennemarbejdede analyser, der kan skabe et faktuelt grundlag for både den offentlige debat og for medieforligsforhandlingerne.«

DR’s generaldirektør refererer til en 500-siders analyse, der er blevet udarbejdet af Kulturministeriet, Finansministeriet og Erhvervsministeriet, eksterne konsulenter og DR, for at klarlægge mulighederne og konsekvenserne ved at spare i DR.

Hun påpeger, at DR’s budget har låste udgifter for omkring én milliard kroner til f. eks. DR-byen, store teknologiske anlæg og længerevarende kontrakter, og derfor vil besparelserne primært gå ud over indholdet.

Generaldirektøren afviser ikke, at noget kan ændres i DR.

»Jeg argumenterer ikke for, at intet kan ændres i DR. Heller ikke for, at DR slet ikke kan effektivisere og prioritere. Tværtimod. For naturligvis kan og skal rigtig meget være anderledes i DR i årene fremover. I DR har vi gennem de sidste mange år løbende effektiviseret og sparet trecifrede millionbeløb for at bruge pengene på indhold til glæde for danskerne og for at udvikle nye digitale tilbud,« skriver hun.

Medieforhandlingerne starter senere i år og skal gælde fra 1. januar 2019.