Støtten til danske museer skal moderniseres: Her er eksperternes forslag
På grund af et dybt forældet tilskudssystem kan museerne til næste år forvente ændringer med en ny reform.
Museernes økonomiske fremtid kom fredag eftermiddag en løsning nærmere, efter at to visionsgrupper har fremsat deres forslag til en mere moderne tilskudsordning.
At en reform er på vej er ikke en overraskelse for museerne. Allerede før Mette Bock blev kulturminister, erklærede hun kulturdebatten for ”stendød”, fordi den forsvandt i excel-regneark frem for at tage udgangspunkt i substans.
Efter udnævnelsen til kulturminister vendte hun så blikket mod museumsområdet og i særdeleshed tilskudsordningen fra staten, som hun mener er både forældet og uigennemskueligt. Der er for mange uhensigtsmæssige skævheder i tilskuddene, og de faste bevillinger og kontrolkrav gav ikke råderum til nye initiativer og udviklingsprojekter, der ville kunne styrke museerne, lød det.
I juli udvalgte hun to visionsgrupper, som i løbet af efteråret har udarbejdet hver sit forslag til en ny tilskudsreform. Og de to visioner blev offentliggjort fredag eftermiddag.
»Danske museer udvikler sig rigtig positivt i disse år. Men med vores nuværende tilskudssystem får nye museumstilbud ikke mulighed for at udfolde deres potentiale med passende statslig støtte,« siger kulturminister Mette Bock i en pressemeddelelse og tilføjer, at der udover forslagene fra de to visionsgrupper også er kommet gode ideer fra interessenterne på museumsområdet.
I den ene visionsgruppe sidder Frank Birkebæk, forhenværende direktør for museumskoncernen Romu, og Lene Bak, der er associeret partner hos rådgivningsvirksomheden Pluss.
Her er man i øvrigt fuldstændig enig i, at der er brug for handling:
»Støtten gives nu efter en årelang tradition og ikke af mere faktuelle baggrunde. Problemet er, at det ikke fungerer. Og det er der anerkendelse af blandt museerne også. Noget skal laves om. Det er alle faktisk enige om. Så er det bare at finde den nye måde at fordele støtten på,« siger Lene Bak til Jyllands-Posten.
Hun og Frank Birkebæk foreslår to typer af tilskud til statsanerkendte museer. Mindre museer skal have et grundtilskud, imens de større museer bør få et opgavebestemt tilskud.
»De bedste danske museer er i europæisk eliteklasse, men der findes samtidig en række mindre museer, der ikke har ressourcer til at indfri museumslovens krav. Med den helt nødvendige ændring af museernes tilskudssystem, som kulturministeren nu lægger op til, har det for os været vigtigt at sikre både de positive positioner og samtidig skabe incitament for de økonomisk svage museer til at indgå i samarbejder, som kan sikre dem del i den fremtidige udvikling,« forklarer de.
Museernes folkeoplysende rolle i en fremvoksende oplevelsesøkonomi kan ikke løses ved mere brug af resultatkontrakter, performance management og nye incitament strukturer.Kommunikationsdirektør i Danish Crown, Astrid Gade Nielsen, og forfatter, rådgiver og foredragsholder Christian S. Nissen
De foreslår derudover, at den lokale forankring styrkes på de små museer, imens økonomisk svage museer skal have et bedre incitament til at indgå i et samarbejde. De skal derudover have adgang til et mere dynamisk tilskudssystem, der gør det muligt at udvikle nye initiativer, mener gruppen.
Den anden gruppe bestående af kommunikationsdirektør i Danish Crown, Astrid Gade Nielsen, og forfatter, rådgiver og foredragsholder Christian S. Nissen foreslår i stedet en samlet reform af det nuværende system.
De mener, at man bør afskaffe begrebet ”statsanerkendte museer”, og at alle museer bør frigøres fra det meste af den nuværende statslige styring. Finansieringen kunne i stedet nå museerne som eksempelvis bloktilskud til kommunerne.
Om den nuværende situation lyder det fra gruppen:
»Det nuværende system er groet fast i en utidssvarende, central struktur. Museernes folkeoplysende rolle i en fremvoksende oplevelsesøkonomi kan ikke løses ved mere brug af resultatkontrakter, performance management og nye incitament strukturer. Derfor må museerne frigøres fra de styrende statslige bånd, så de kan udvikle deres faglige egenart, stedlige forankring og internationale orientering i et samspil med lokale kræfter og andre udbydere af kulturel kundskab og oplevelse.«
Forslagene fra de to visionsgrupper samt andre forslag fra interessenter på området skal diskuteres på en konference d. 25. januar.