Johanne Schmidt-Nielsens tegning skal på museum
Per Clausens valgplakat er så utraditionel, at den bliver en museumsgenstand.
Selvom valgplakaterne snart forsvinder fra lygtepæle, søjler og de andre fantasifulde steder, hvor politikerne har fundet på at hænge dem op, skal Enhedslistens Per Clausens valgmateriale ikke gemmes af vejen.
Hans plakat, der er tegnet af partifællen Johanne Schmidt-Nielsen, er nemlig blevet udvalgt til Dansk Plakatmuseum som årets utraditionelle bud på en valgplakat.
Det skriver DR.
Museet, der hører hjemme i Den Gamle By i Aarhus, indsamler plakater hver gang, der er valg, for at kunne dokumentere valgplakaternes historiske udvikling, og i den forbindelse indsamles der både de traditionelle fotografier og de mere skæve af slagsen.
Per Clausen, der selv er begejstret for sit bud på en valgplakat, siger til DR, at tegninger giver mulighed for at fremhæve nogle ting, der ikke nødvendigvis er så pæne, men som til gengæld er karakteristiske for den person, der reklameres for.
Johanne Schmidt-Nielsen, der har illustreret Per Clausen et utal af gange, mens de sammen har siddet i Folketinget, har ikke gengivet ham med nænsom hånd.
»For eksempel har jeg fået par hår på næsen, som jeg plejer at barbere omhyggeligt væk. De var i hvert fald blevet retoucheret væk, hvis det var et fotografi,« siger Per Clausen til DR.
Per Clausens plakater har hængt rundt om i Aalborg, hvor Per Clausen har siddet i byrådet siden 2014. Valgplakaterne, der stadig pryder gadebilledet, skal være taget ned senest den 29. november ved midnat.
Jyllands-Posten har tidligere samlet nogle af de sjoveste og mest opsigtsvækkende plakater fra valgkampen. Dem kan du se her.