Hvordan siger man ”epic” på aarhusiansk?
I aften er der meget på spil for hele kulturhovedstadsprojektet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Man kan vælge at betragte dagens officielle åbning af Aarhus 2017 som blot en teaser for, hvad der venter byens borgere og turister i det kommende år. Sådan vil arrangørerne sikkert foretrække at se på det.
Det er nu, at hele 2017-projektet skal stå sin prøve.
Men for mange af kommunens borgere vil dagens arrangement blive betragtet som en egentlig eksamen. Det er i dag, at niveauet, perceptionen og holdningen til 2017 bliver grundlagt. Tonen slås an i aften, hvor vi finder ud af, hvad 2017-arrangørerne lægger af betydning i begreber som ”magical moments”, ”spectacular” og ”epic”. Det er intet mindre, end hvad man har stillet os i udsigt. Skuffes vi, vil det lægge en særdeles tung dyne over året, som der skal meget til for at ændre.
»Hvis den lysende båd er ”epic”, skal jeg ikke bruge flere hundrede kroner og en lørdag eftermiddag på noget, der bare er ”fantastic”«, kan rationalet hurtigt blive hos en snusfornuftig jyde, der forbeholder sig retten til at danne sine egne meninger. De findes heldigvis stadig. Får vi derimod slået benene væk under os, vil vi være i stand til at tolerere langt flere ups and downs resten af året.
Det er nu, at hele 2017-projektet skal stå sin prøve. Det er i aften, at folkestemningen bliver lagt, og der er ikke noget at sige til, hvis arrangørerne og kommunen er spændte. Kender man Aarhus og aarhusianerne ret, vil nogle sikkert brokke sig over dårlig fremkommelighed i aften. Af gode grunde har borgerne udviklet en nærmest allergisk overfølsomhed over for trafikale begrænsninger. Sådan er det, når man udsættes massivt for samme ting.
Men det, der virkelig betyder noget, er, om det internationale hold bag åbningen formår at ramme og røre os med selve indholdet. Det bliver sikkert et smukt syn, når lysende skibe bevæger sig gennem byen, mens tusindvis af korsangere giver den mellemgulvsgas på udvalgte steder af ruten. Men vil vi opfatte det som et tilrejsende cirkus eller en del af os selv?
Det er det store og afgørende parameter for, om aftenens åbningsceremoni bliver en succes og dermed baner vejen for et udbytterigt og involverende kulturår, som byens borgere tager på sig, eller om de det næste år kommer til at føle sig fremmedgjorte af arrangementer og projekter med ofte indforståede og ikke indlysende udenlandske titler.
Uanset hvordan det kommer til at gå i dag, venter der på mandag en måske endnu større opgave for 2017sekretariatet: at få fortalt publikum, hvad der egentlig venter dem. Programmet er imponerende, men det er også svært at danne sig et overblik over de mange tilbud. Man frygter, at det ender som i de festuger, hvor man først hører om de fede arrangementer, man gik glip af, når det sidste fadølsanker på Pustervig er tømt.
Efter 7-trinsskalalen skal man som minimum opnå karakteren 02 for at bestå. Den gives for den »tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål«. Hvis man tager de mange års arbejde, de mange millioner af brugte kroner og ikke mindst den på højkant satte prestige i betragtning, må man håbe, at dagens 2017-præstation er til langt mere end blot bestået.
God fest.