Lighed i sundhed

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg lever en stor del af mit liv sammen med hjemløse borgere, alkohol- og stofmisbrugere, prostituerede, psykisk syge i alle afskygninger – alle de mørkegule og røde borgere. For disse grupper er der tale om, at deres udsathed for sundhedsrisici og sygdom er markant højere end for andre befolkningsgrupper.

Gennemsnitsalderen hos brugere i Kirkens Korshær er 52 år – mens mennesker med det bedste udgangspunkt kan se frem til at blive mindst 80 år. Men livslængde er jo bare ét parameter – og på næsten alle andre områder er billedet det samme. Mennesker i Kirkens Korshær har dårligere sundhed, ringere uddannelse, lavere indtægt, dårligere bolig, mindre kultur, færre kys og flere skilsmisser. Det kalder vi den sociale arv – og det frygtelige er, at vi ikke er blevet ret meget bedre til at bryde den sociale arv de seneste 50 år.

Det, der har ramt mig allermest i mine fire år i Kirkens Korshær, er, hvor tung den sociale arv er. Er man f.eks. så uheldig at blive født af en mor eller have en far med alkoholmisbrug, så vælter problemerne nærmest ned over én, og de hører aldrig op. Jeg har derimod mødt i hundredvis af misbrugere, der fortæller om misbrug i generationer, om psykisk sygdom i familien, om omsorgssvigt, anbringelser i plejefamilier, og frem for alt: alt for lidt kærlighed, alt for lidt omsorg og nærvær.

En af vores største udfordringer er for mig at se, at vi ikke for alvor tør adressere det åbenlyse problem: at alt for mange forældre simpelthen ikke magter at passe ordentligt på deres børn. Jeg forventer ikke perfekte forældre – men jeg får ondt i hjertet og ondt i maven over alle de inkompetente og afmægtige forældre, jeg hver dag konfronteres med – jeg får ondt i hjertet over alle de tårer, al den mistede livskvalitet, alle de livskriser og sindslidelser, som de manglende forældreevner medfører for børnene. Jeg synes helt elementært, at det er for dårligt, at så mange liv skal gå i stykker, fordi vi ikke magter vores forældreopgave.

Vi bruger hvert år uanede ressourcer på at understøtte familier, der ikke fungerer. Vi har næsten 13.000 anbragte børn – vi ved, at manglende forældreevne er den største årsag til social udsathed overhovedet – og alligevel står vi pænt på sidelinjen og venter på, at det går galt, hvorefter vi med en styrtsø af interventioner forsøger at reparere på skaderne! Vores viden fører ikke til handling, fordi vi grundlæggende har samme forhold til borgernes familieliv, som vi har til borgernes religiøse liv; at det skal staten og kommunen blande sig udenom! Men når så inkompetente forældre har fået børn og ødelægger og skader børnene under deres opvækst, så griber vi ind – og så bruger vi rigtig mange ressourcer på det – vi lindrer, men vi helbreder sjældent.

Jeg savner, at vi tør tale mere åbent om kærlighed og kærlighedens kraft til at kunne skabe både frihed og lighed i et samfund.

Den kraft, der for alvor forandrer det menneskes liv, er kærlighed og gode relationer – og jeg synes, at vi taler alt for lidt om det, når vi taler om lighed i sundhed.

Hvis vi skal opnå lighed i sundhed, så skal vi have mod til at adressere vores manglende evner som forældre og mod til at gribe ind og handle. Vi bryder først den sociale arv, hvis vi får fat i forældrene – også INDEN vi får børn.

Hvis vi skal opnå lighed i sundhed, så skal politikerne have fokus på, at vi voksne ikke af natur er gode, kærlige og kompetente forældre, og politikerne skal have fokus på, at vi som samfund ikke vil finde os i, at børn bliver ødelagt af dysfunktionelle familier og forældre. Hvis vi skal opnå lighed i sundhed, skal vi have mere offentlig fokus på, at behandling og interventioner er godt – men kærlig opdragelse og gode familier er bedre!