Østjylland set fra Borgen: Bedre barsel for barn, far og ligestillingen
Det giver god mening, at vi belønner de ændringer, vi gerne vil have, når vi har en fællesskabsfinansieret ordning med barselsdagpenge.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Da min søn blev født på Skejby, trykkede vi på ”knappen” og fik den store klokke på Dokk1 til at ringe med bud om, at en ny aarhusianer var født. En herlig tradition og fejring af det nye liv, og fra tirsdag den 2. august ledsages hver fødsel af nye barselsregler. De vil sikre en mere ligelig fordeling af barslen til gavn for børnene, fædrene og ligestillingen.
De borgerlige har udråbt det til en katastrofe og helt rutinemæssigt, når der er ting, de ikke er enige i, kaldt det tvang. Det er så det eneste område, hvor de borgerlige mener, det er tvang, at der stilles krav, når man modtager ydelser fra det offentlige.
Lad det være sagt med det samme. Jeg synes ikke, EU burde blande sig i vores barselsregler. Men den aftale, som arbejdsmarkedets parter har lavet, og som Folketinget dernæst har gjort til lov, er en god aftale.
Den øremærker en del af barslen til moderen, en del til faderen, og så efterlader den størstedelen af barslen til familien, så den selv kan fordele den. Det er godt for børnene at være sammen med både mor og far. Og jeg håber, rigtig mange fædre vil benytte sig af den del af barslen, som de nu har ret til. Jeg var selv en af dem, der skubbede barnevognen rundt i Riisvangen i to en halv måned, inden coronaen ramte, og den tid med min knægt ville jeg ikke have været foruden.
I slutningen af juli viste en undersøgelse, at 80 pct. af fædrene regnede med at gøre brug af den øremærkede barsel. Kritikerne fremhævede selvfølgelig de 20 pct., som ikke regnede med, at de ville bruge den, og der er da heller ingen tvivl om, at overenskomstforhandlerne på arbejdsmarkedet har en opgave med at tænke de nye regler ind i forhold til løn under barsel osv.
Men vi taler altså om en kulturændring, der er kommet rigtig godt fra start, hvis det allerede er 8 ud af 10, der vil gøre brug af de nye regler. Erfaringer fra udlandet viser, at mænd over tid vil udnytte den øremærkede barsel, og ud over gevinsten for far og barn vil det også gavne ligestillingen. At mødrene tager så stor en del af barslen i dag, er med til at sætte kvinderne længere tilbage i lønkampen i forhold til pension og karriere, og derfor er det klogt, at vi som samfund understøtter den ligestilling, som alle hævder er en god ide.
Der er ingen, der er ”tvunget” til noget. Der er et tilbud om barselsdagpenge. Både til mænd og kvinder. Og det er svært at se, hvorfor borgerlige mænd, der ellers gerne taler om ansvar og pligter, når man ønsker at modtage offentlig støtte, ikke mener, at det gælder, når det handler om de børn, de selv har sat i verden.
Vi har en fællesskabsfinansieret ordning med barselsdagpenge, og så giver det selvfølgelig god mening, at vi belønner de ændringer, vi gerne vil have. Nemlig mere ligelig fordeling af barslen til gavn for børn, fædre og ligestillingen.