Fortsæt til indhold
Kommentar

Set fra Aarhus: Slip speederen – og ikke kun for din egen skyld

Strenge straffe for vanvidskørsel er ikke nok til at aflive hensynsløshed i trafikken. Det hele begynder med at begribe den risiko, man påfører sine medmennesker.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

60 dages betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste. Det blev udfaldet, da Retten i Aarhus i denne uge afsagde dom mod den 28-årige mand, som i oktober i fjor fortsatte over for rødt og påkørte den 23-årige Katrine Lilleøre Holm med en sådan hastighed, at hun blev dræbt på stedet.

Retten fandt ikke anklagemyndighedens påstand om vanvidskørsel bevist, og så fulgte den debat, der så ofte er set i sådanne sager. Hvordan kan det være retssystemets dom over en mand, som brød hastighedsgrænsen, kørte over for rødt og dræbte et andet menneske?

Man kan altid diskutere, om en straf er hård nok. Det er en iboende del af den offentlige samtale, når sagesløse bliver kørt ihjel på den måde. Og lovgivningen er for nylig blevet strammet for at tackle og minimere vanvidsbilisme, særligt hensynsløs kørsel.

Gang på gang bliver man mindet om, at nogle mennesker ikke lader strenge paragraffer skræmme vanvid og risikovillighed ud af blodet.

I sagen om Katrine Lilleøre Holm blev det ikke fundet bevist, at den 28-årige mand bevidst tog chancen og kørte over for rødt, da ulykken skete. Og et andet tiltalepunkt om, at han i 2019 skulle have kørt 128 km/t. på en strækning, hvor man må køre 60 km/t., faldt i retten.

Derfor endte straffen, hvor den gjorde i byretten. Det er nu en gang sådan, vores retssystem fungerer. Tiden må vise, hvad Statsadvokaten i Viborg gør nu, om dommen bliver anket, efter at Østjyllands Politis anklager har sendt den videre dertil med en ikke nærmere specificeret »indstilling om, hvad der skal ske«.

Uanset hvad man kalder det juridisk, udspringer disse sager af manglende hensyn til at begynde med. Hensyn, som ulykkerne så tydeligt illustrerer, at man må og skal tage i trafikken. Men nogle løber en risiko, mere eller mindre bevidst.

Onsdag blev en 22-årig mand fra Tilst f.eks. taget i at køre 103 km/t. på en strækning, hvor man må køre 50 km/t. En hastighedsoverskridelse på over 100 pct. – med en sigtelse for vanvidskørsel og en konfiskeret bil til følge. Ingen kom heldigvis til skade ved den lejlighed, men gang på gang bliver man mindet om, at nogle mennesker ikke lader strenge paragraffer skræmme vanvid og risikovillighed ud af blodet.

Det bedste ville selvsagt være, hvis sådanne paragraffer aldrig behøvede at se anvendelse og dermed heller ikke kom til debat. I sidste ende handler det om at begribe konsekvenserne for andre, ikke for sig selv. Man behøver ikke at køre 100 pct. for stærkt for at sætte andre menneskers liv og førlighed på spil.

Var den 28-årige mand, der kostede Katrine Lilleøre Holm livet, kørt over for rødt, hvis han ikke havde kørt 90 km/t., hvor man må køre 70 km/t.? Havde en større respekt for andre menneskers sikkerhed mon forhindret den ulykke, som i 2018 kostede den 21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen livet i samme kryds mellem Åby Ringvej og Edwin Rahrsvej, da en mand med flere færdselsdomme på cv’et kørte for stærkt og over for rødt?

Efter trafikdrabet på Katrine Lilleøre Holm sad den nu dømte 28-årige mand i chok på politistationen og rystede og kastede op, fortæller hans advokat, Berit Ernst. Hans liv er forandret for altid og velsagtens til en vis grad ødelagt, også selv om han ifølge Berit Ernst er »lettet over, at han nu kan komme videre«.

Katrine Lilleøre Holms liv er ikke mere, og hendes pårørende skal leve videre uden hende.

Et sådant tab kommer man sig næppe nogensinde over. I 2008 dækkede jeg for JP Aarhus sagen om den 15-årige Mark Hansen, der blev dræbt af en kørekortfrakendt, beruset og narkopåvirket mand, som med omkring 120 km/t. fortsatte over for rødt i krydset mellem Åby Ringvej og Silkeborgvej. I en stjålet Seat Altea torpederede han en knallertskole – og stak så af fra sin udåd. Vanvidsbilisten, blev han benævnt.

En ubegribelig tragedie for Mark Hansens familie – også et årti efter ulykken. Og et knusende forløb for bilistens egen mor, der qua sønnens opvækst også følte sig »skyldig«, berettede hun i et interview med JP Aarhus.

Mark Hansen blev dræbt på stedet, andre blev skadet, og sagen affødte også da stor debat om straframmen. Bilisten fik en rekordhård dom og fire års fængsel. Alle tabte.

Det er nok naivt, men jeg drømmer om, at vi aldrig igen skal diskutere omstændigheder, hastighedsovertrædelser, røde lys og strafniveau i sådan en sag. At hensynsløsheden dør her.

For mange er dette heldigvis en overflødig påmindelse, men nu kommer den alligevel: Tænk på Mark Hansen. Tænk på Ida Philbert Vangsø Ottzen. Tænk på Katrine Lilleøre Holm. Tænk på de mange andre ofre for hensynsløs kørsel og på deres pårørende. Og slip så speederen.