Trafikdrab: Den anden mors historie

"Jeg vil ikke undskylde ham. Min søn skal have sin straf. Jeg håber ikke, jeg bliver misforstået."

Første gang hun ringede til redaktionen var fredag morgen. Hun ville gerne fortælle historien om sin 26-årige søn - den mand, der for tiden fremstår som byens værste forbryder. Ham, der - den 31. oktober sidste år beruset og påvirket af stoffer - kørte over for rødt i krydset i Århus, hvor Silkeborgvej krydser Ringvejen og torpederede 15-årige Mark Hansen, der blev dræbt på stedet. Efter vanvidskørslen stak den 26-årige mand af.

Sagen har fået danskere over hele landet til at diskutere straf. Hvad skal det koste at slå en ung mand ihjel i trafikken?

Mark Hansens mor, Pia Hansen, har allerede fortalt sin historie til medierne. Her er den anden mors beretning om tragedien, der er dobbelt.

Den evige nat
Onsdag den 31. oktober var klokken omkring 23, da moderens telefon ringede. En ukendt stemme i røret fortalte, at hendes dengang 25-årige søn havde været indblandet i en trafikulykke. Der var ikke sket ham noget.

Historien var til gengæld en anden for de knallertkørere, han havde ramt.

Vidneforklaringer fra retssalen beskriver, hvordan den ene havde dybe sår i benene og blødte fra hovedet, men slap billigt. Den anden blev efterladt halvt inde i køleren på den stjålne Seat Altea, manden kørte i. Kraftigt blødende fra hovedet. Det var en grim dødsulykke.

Stemmen i telefonen fortalte, at sønnen havde bedt om at blive hentet af sin mor og søster. Han ville gerne sige farvel.

Sammen med sin dengang 28-årige datter kørte moderen af sted fra bopælen i Grenaa mod Århus.

Et par timer efter telefonen ringede med den hårde meddelelse, samlede de deres søn og bror op på Grenåvej i Århus.

Han kunne ikke selv huske, hvad der var sket, men havde fået det forklaret af en ven i telefonen.

Han var knust. Han kunne ikke leve med det, han havde gjort.

»Han sagde, at han ville tage sit liv, at alt var lige meget nu,« forklarer moderen.

Sammen kørte de tre ind på parkeringspladsen bag en bank på Grenåvej. Her holdt de parkeret i mere end en time. De græd sammen, mens den 26-årige blev talt fra sine selvmordsplaner. Til sidst faldt han i søvn. Udmattet af omstændighederne - slået ud af det alkohol og narkotika, han havde i kroppen.

»Jeg græd. Jeg var helt hysterisk. Jeg troede ikke på, at min søn kunne køre en anden ihjel,« siger moderen.

Da klokken var omkring tre om natten, afleverede moderen og søsteren ham på politistationen. Inden han faldt i søvn, havde han bedt om at blive kørt dertil, så han kunne melde sig. Han var indstillet på at tage ansvaret for sin ugerning.

Han sov stadig, da de ankom, så moderen gik ind på politistationen som den første. Hun ville hente nogle betjente, der kunne vække ham og tage ham med ind.

I anklageskriftet står der, at den 26-årige var aggressiv overfor betjentene. At han truede dem og spyttede en af dem i hovedet.

»Det passer ikke,« lyder meldingen fra hans mor.

Han havde virket aggressiv - ja. Fordi den ene betjent overfusede moderen. Men efterfølgende havde han sagt »lad mig være,« fordi han ville gå ind alene - og han gjorde det i fred og ro.

Moderen løfter sine hænder fra bordet og holder dem op i luften, for at underbygge forklaringen med en gengivelse af hans bevægelser.

Der går lang tid, før hun igen ser sin søn på fri fod.

Der venter ham formentlig en straf på op til fire års fængsel. Men den er for intet at regne mod den straf, han skal leve med resten af sit liv - »skyldfølelse syv dage om ugen,« som hans mor udtrykker det.

»Det har ødelagt ham. Jeg tror, det bliver meget svært for ham at komme videre. Han har fortalt, at han ikke lavede andet end at ligge i sin seng og græde den første uge efter ulykken. Nu vil han slet ikke tale om ulykken,« siger hun med tårer i øjnene.

»Jeg forstår«
Der findes ingen straf, der kan godtgøre det tab, Pia Hansen har lidt, lægger den 26-åriges mor ikke skjul på.

»Selv hvis straffen blev otte år, så er det en meget lille pris. Den dreng kommer aldrig tilbage,« siger hun.

Da der i onsdags blev afgivet vidneforklaringer i hendes søns sag, var hun tilstede blandt tilhørerne.

På vejen ind i byretten i Århus mødte hun Mark Hansens mor Pia for første gang. De talte kort sammen.

»Det er noget værre noget, vi går igennem,« havde Pia Hansen sagt til hende.

»Du skal bare vide, at jeg er ked af det,« svarede den 26-årige tiltaltes mor.

»Det er ikke dig, jeg er sur på. Det er din søn,« svarede Pia Hansen.

»Jeg forstår dig,« sagde den 26-åriges mor.

Det var, hvad der blev udvekslet af ord. Fra mor til mor med forståelse for hinandens situation. Og for Pia Hansens kamp for en hårdere straf til den mand, der kostede Mark Hansen livet.

»Jeg kan godt forstå hende. Det kan min søn også. Han har simpelthen så ondt af den kvinde, at man ikke forestiller sig det. Som han selv siger; »Hvis det var min søn«,« siger moderen til den 26-årige med henvisning til, at den tiltalte selv har en søn på ni år.

Moderen til den 26-årige tiltalte beundrer Pia Hansens imødekommenhed foran byretten ved onsdagens vidneafhøringer.

»Jeg synes, det var stort af hende. Hvis det var mig, der var i den situation, tror jeg ikke en gang, jeg kunne kigge på nogen fra familien,« siger hun.

Hvor er far?
Ulykken den 31. oktober er kulminationen på en lang række nedture i et turbulent liv for den 26-årige tiltalte.

Hans mor sidder ved bordet på Raadhuus Kafeen i Århus og fortæller fra begyndelsen. Hun er i tvivl om, hvorvidt hun gør det rigtige, men så sætter hun i gang. Hun taler om svigt. Hun vil gerne fortælle om sin søn, så han ikke kun fremstår som et monster. Hun har et ræsonnement.

»Han er blevet svigtet mange gange. Også af mig,« siger moderen.

Hun fødte sin søn den 16. august 1982. De første mange år tilbragte han på Fyn. Hans forældre boede ikke sammen, så han skulle se sin far hver anden weekend. Det hørte ikke til sjældenhederne, at drengen stod klar i gangen med sin lille kuffert og forgæves spurgte efter sin far.

»Ofte kom han slet ikke. Når han kom, var han tit fuld, og så lod jeg ham ikke hente vores søn,« forklarer hun.

Når han endelig fik lov at tilbringe weekenden med sin far, viste det sig flere gange for moderen, at deres ture gik direkte på pub.

Da drengen var tre år gammel fik hans mor nok. Hun brød kontakten med faderen - også på sin søns vegne. Der skulle nu gå 11 år, før far og søn så hinanden igen.

Næste gang, de mødtes, var da den tiltalte blevet 14 år, og i mellemtiden var han flyttet til Tilst med sin mor og søster.

De skulle til Kerteminde for at besøge hans farmor, der lå for døden. Da de ankom, henvendte faderen sig til drengens søster og spurgte hende »er det din kæreste?«.

»Han kunne ikke kende sin egen søn,« forklarer moderen. Fra da af, gik sønnens liv i stykker.

»Jeg føler mig skyldig«
Efter farmorens begravelse forsvandt han i fem dage. Da han vendte hjem, begyndte den kriminelle løbebane. Bl.a. de første biltyverier.

Den 26-åriges mor kan, som mange andre i situationer som denne, let finde en grund til at bebrejde sig selv. Hun forklarer, at hun altid har givet sin datter mere opmærksomhed, end sønnen. Den 26-årige er hendes yngste søn i en flok på fem børn, og har altid haft en helt særlig plads i hendes bevidsthed. Hun har ikke villet se problemerne og overbeviste sig selv om, at han var en god dreng med styr på tingene.

»Jeg føler mig skyldig. Jeg ville ønske, jeg havde set tegnene. Jeg så ikke hans problemer, før det var for sent,« siger hun.

Selvom moderen selv har meldt sin søn til politiet for flere forbrydelser og var hård, kunne hun ikke råbe ham op. Det kunne retssystemet heller ikke.

Jekyll og Hyde
Moderen fortæller, at hendes søn har haft alkoholproblemer siden han var 16-17 år. Og netop alkohol er den helt udslagsgivende faktor i sønnens nedtur.

»Han er som Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Når han er ædru er han genert og høflig. En dejlig dreng. Når han er fuld, bliver han en helt anden. Han bliver aggressiv. Han har aldrig været det over for mig. Men de ting, han har lavet, når han har drukket, dem kunne han aldrig finde på ædru. Han har et kæmpestort hjerte,« siger hun.

I sit syttende leveår viste han sig fra begge sider. Det var året, hvor han blev far, men det var også året, hvor han røg i fængsel for første gang. Det var et biltyveri, der sendte ham ind på den kedelige side af fængselsvæggene, forklarer hans mor. Og det var startskuddet på en tilværelse som fængselspendler. Siden da er den længste periode, han har været på fri fod, to år.

Ingen bortforklaringer
Moderen forklarer, at det er hver gang, han møder en bestemt gruppe dårlige kammerater, at det går galt. Men det skal ikke ses som en undskyldning.

»Vi skal ikke give andre mennesker skylden for det, han har lavet. Han er en voksen mand,« siger hun.

Ikke desto mindre hæfter hun sig ved, at hendes søn flere gange har forsøgt at komme væk og starte forfra.

Sidst var den seneste løsladelse. Den dag, han kom ud af fængslet i foråret 2007, flyttede han til Grenaa for at komme væk fra problemerne.

Til stor glæde for sin mor. Men det holdt kun fire måneder, før han igen begyndte at opsøge sine gamle venner. Det selskab, han havde fulgt ud i alkoholmisbrug, stofmisbrug og kriminalitet.

I begyndelsen af september flyttede han fra Grenaa.

Den 25. september blev han anholdt for at forsøge at stjæle en bil og true to falckreddere med knivstik. Mindre end en måned senere stjal han den bil, som han kørte i, da ulykken skete.

Nu er han en trist skygge af sig selv, og Mark Hansen er død. Tilbage står to mødre, der i en forstand begge har mistet deres sønner. Bare på to vidt forskellige og usammenlignelige måder.

»Hun har det meget værre«
Den 26-åriges mor har ikke mere at fortælle. Faktisk føler hun, at hun allerede har sagt for meget. Hendes søn er en privat person, der normalt ikke åbner sig. Nu har hun åbnet sig for ham.

Hun rejser sig fra bordet og rækker hånden ud for at sige farvel.

»Jeg vil bare gerne fortælle drengens mor, at jeg er enormt ked af det. Vi tænker meget på Mark. Og på hende. På at de ikke kan være sammen til jul. Det var derfor, vi ikke holdt jul sidste år. Det gør vi nok heller ikke i år,« siger hun.

Med de ord vender hun sig og forlader Raadhuus Kaféen.

Klokken er 15.40, og hun skal besøge sin søn i arresten i Århus klokken 16. Det har hun gjort to gange om ugen siden ulykken.

Undervejs i samtalen på Raadhuus Kaféen har moderen til den 26-årige mandet sig op og stort set holdt tårerne tilbage. Der er mange mennesker til stede, og hun er flov.

Da hun ringer tilbage senere på aftenen er hun alene. Der er ingen at holde facaden for. Hun græder.

»Jeg har så ondt af den mor. Hun har det meget værre end mig. Det gør ingen forskel, at retssagen snart er slut. Det her kommer man aldrig over.«

LÆS OGSÅ beskrivelsen af ulykken d. 31.10.07