Det kræver sin mand m/k at være hos politiet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Vi skal opføre os ordentligt,« fastslog Kirsten Dyrman, ny direktør for Østjyllands Politi, i et interview i avisen i forbindelse med sin tiltrædelse. Hun fortsatte:

»Der vil indimellem ryge nogle finker af panden, og det håndterer vi så.«

Det skulle vise sig at være en passende tilføjelse i ugen, hvor det kom frem, at demonstrationen for retten til at bære kjole uanset køn eller overbevisning tilsyneladende efter danske forhold udviklede sig dramatisk. Ingen knæ i udskæringen, men en betjent skulle angiveligt have råbt »faggot, faggot, faggot« efter en af demonstrationens deltagere, da denne forlod begivenheden. ”Faggot” er et engelsk, nedsættende udtryk om bøsser.

Det kræver en vis sproglig fantasi at forestille sig, at der er tale om en ny perle-/perkersag, som udviklede sig til en morsom farce efter en demonstration i København i 2009. Sådanne tilråb fra ordensmagten er naturligvis uacceptable, men ellers er det politiet, der den seneste tid har stået model til lidt af hvert.

Det hele begyndte igen, da politiet endnu en gang måtte stå vagt om en Paludan-demonstration i hjertet af Gellerup. En bevæbnet mand nægtede trods gentagende advarsler at smide sin kniv. Politiet måtte tage tjenestevåbenet i brug, og det blev startskuddet til endnu en omgang ballade og vrede rettet mod politiet. I ugen blev vi på skammeligste vis mindet om, at der stadig er massive problemer i Gellerup, uanset hvor meget der rives ned og tales op.

I visualiseringen af fremtidens Gellerup vises ingen betjente, men heller ikke hærværksramte bænke. Ruderne i de offentlige bygninger er hele, og på tegningerne går man med hinanden i hænderne, de er ikke løftet i kasteposition mod ordensmagten. Langt fra virkeligheden. Fra talspersoner i Gellerup lyder det endda, at politiet er medvirkende årsag til uroen. Trak politiet sig ud, ville der ikke være problemer, lyder det. Det må være svært for betjentene at bevare motivationen og for os andre troen på bedring.

Ud over de tilsyneladende kroniske problemer i det vestlige Aarhus må betjentene også stå model til at blive slået i hartkorn med det amerikanske politi, dets kultur og metoder, når Black Lives Matter kalder til usolidariske massedemonstrationer mod – tja – Gud ved efterhånden hvad.

Amerikanske problemer importeres ukritisk, og protesterne tegner et grotesk, falsk problem og afstedkommer en på alle måder oppustet modstand mod det danske politi og dets kasketbærende betjente med dialog som favoritvåben. Det kan være slemt nok endda.

Ved demonstrationen for retten til at bære kjole har en betjent angiveligt gjort sig skyldig i en hadforbrydelse, som det er lige så let at tage afstand fra, som det er at sige fra over for systematisk racisme og amerikansk politivold. Men hvad gør vi for de betjente, der står i skudlinjen og fysisk mærker konsekvensen af manglende respekt for samfundet og det politi, vi er så afhængige af?

Velkommen til Aarhus, Dyrman.