Jeg kan huske første gang, jeg blev beskyldt for at være racist

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg kan huske første gang i mit liv, hvor jeg blev beskyldt for at være racist. Jeg var 12 år og gik på fritidshjem. Min veninde og jeg sad og talte om en fyr, jeg var lidt lun på, som gik et par klasser over os. Vi havde stået i regnvejr og set ham spille fodbold i frikvarteret på fodboldbanen, og han var flere gange faldet og var blevet godt mudret til.

»Hvor var han bare beskidt og helt brun over det hele,« grinte jeg.

I det øjeblik trådte en pædagog ind på stuen, som var ved at vise et barn rundt, der skulle starte på fritidshjemmet, en dreng fra Gambia. Hun bad min veninde og jeg om at følge med på kontoret, hvor hun først tog min veninde ind til samtale, derefter mig. Hun krydsforhørte os begge om, hvad vi talte om, og hvem vi mente var beskidt. Da hun kunne konstatere, at vores historier var enslydende og intet havde at gøre med drengen, der tilfældigvis var trådt ind i lokalet på det tidspunkt, lod hun os gå uden at sige »undskyld, det var mig, der tog fejl.«

Jeg oplevede noget lignende for knap et år siden. I de svenske medier var der en ung, venstreorienteret debatredaktør med blåt hår, der harcelerede over, at Sverigedemokraterne ville beskytte deres lands børn ved at sende pædofile indvandrere hjem. Overskriften lød nogenlunde sådan: ”Racisterne vil sende pædofile indvandrere hjem”.

Artiklen var krydret med et billede af ”racisterne”, og der på første række sad jeg. Det var taget under Jimmie Åkessons tale på Almedalveckan sidste sommer. Jeg blev hængt ud som racist i de svenske medier, fordi jeg havde siddet helt uskyldigt og lyttet til en tale (der i øvrigt ikke havde så meget som en snert af racisme i sig). Det fandt jeg mig ikke i, så jeg skrev til debatredaktøren, og indlægget blev delt over 7.000 gange i Sverige, og svenskerne kvitterede med: »Heja Mette, endelig én der svarer igen og giver dem tørt på.«

Den der uretfærdighed, de væmmelige hensigter, man bliver påduttet, når man gør noget af kærlighed til sit land og folk, det er på en eller anden måde det, der driver mig og altid har gjort det. Ligesom heksejagten på Inger Støjberg for tiden. Det er mere behageligt at forsøge at finde fodfejl hos det menneske, der bekæmper den pædofili, der finder sted hos asylanter, end det er at indse, at vi har lukket folk med så modbydelige tilbøjeligheder ind i landet.

Lad os kaste mudder på drengen, der påpeger, at kejseren ikke har noget tøj på. Lad os hetze dem, der kommunalt siger nej til kønsopdelt svømning, til halal-mad i institutionerne. Lad os udskamme dem, der påpeger politiets manglende indgriben over for indvandrere, der ikke kan overholde forsamlingsforbuddet, dem, der for længst har indset og påpeger, at nogle befolkningsgrupper ikke kan integreres. Hellere gøre det end at sende resten af politikerne og befolkningen på virkelighedssafari rundt i landet.