Aarhus Festuge bygger måske bro, men når ikke helt i land

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man spærrer Frederiks Allé og kalder det en bypark. Streetart-kunstnere genopfører et velafprøvet men virksomt festugeelement på de enorme kasser. På Bispetorvet, byens helt centrale plads, udgør skæve skure, presenninger og en betydelig mængde affald en fremrykket bataljon af Bazar Vest. På det gamle amtssygehus kan man bogstaveligt talt lade sig indlægge til 12-timers eksperimenterende totalteater.

På Havnepladsen kaster unge sig efter bolden på toppen af den store sandbunke, mens en sanger smider numre ud i det tæt på mennesketomme telt, hvor det efter planen ellers skulle summe af strandstemning.

Pustervig ånder heldigvis stadig fadøl og kopimusik. Det hvides telts tiltrækningskraft er usvækket på torvet, der som en magnet tiltrækker festugegæsterne og giver dem lidt af den fest, som ikke er ret mange andre steder i byen.

Den uofficielle åbning i byparken med Tv-2, der hørbart anstrenger sig for at leve op til sit eget slogan, fik folk af huse, og i sidste weekend var der et inferno af mennesker i byen. De havde solen i ryggen, og Aarhus er herlig, når gaderne besættes af borgerne. Hvad mon de gik efter, udover festugen som alibi for endnu en bytur? Mon de har været forbi Ridehuset, hvor man bag evindelig streetfood finder en godt skjult, underspillet udstilling om et ellers spændende emne: byens udvikling.

Her kan man læse, at netop Aarhus Festuge gennem årene har været med til skærpe bevidstheden og styrke debatten om, hvordan byen skal se ud og bruges. Da man det første år spærrede Frederiks Allé, affødte det en debat om, hvorvidt det skulle gøres permanent. Så meget liv var der kommet mellem musikhuset og rådhuset. Det samme har gjort sig gældende på Banegårdspladsen, og skoven på Store Torv i 2010 er blevet et varigt festugeminde for mange og er ikke overgået siden.

Er vi, der er så heldige at bo i en fantastisk by som Aarhus, der året rundt byder på et hav af små og store arrangementer, blevet forkælede? Skal der stadig mere til at imponere os? Ikke desto mindre er det svært at få øje på varige aftryk af dette års festuge, når de kulørte lamper slukkes. Hvad vil vi huske den for? Måske det, der ikke var: Det store samlingspunkt i byen, det, som alle talte om, overraskelserne, de gode samtaler, aktiviteterne og det, man bare måtte opleve.

Fyrtårnene har lyst med nedsat kraft, og økonomien i Aarhus Festuge er da også lige så festlig som en barnedåb. Sidste år nåede underskuddet 4,3 mio. kr. Det kom uheldigvis efter en beslutning om at nedbringe egenkapitalen, og pludselig stod man tilbage med blot 650.000 kr. Det er ikke mange økonomiske muskler i en branche, der skal satse, og der er ikke noget at sige til, at dette års festuge har krævet benhårde prioriteringer. Jeg synes, man kan mærke det.

Er det så forkælet at kritisere den? Måske. Men det sker i stor respekt og kærlighed til den festuge, der gennem årene har været en samlende institution i byen. Festugen bliver ligegyldig, hvis den ikke kan diskuteres, og det lader da også til, at festugesekretariatet gerne tager debatten. Det var noget andet, da Aarhus i 2017 var europæisk kulturhovedstad. Her virkede det som om, at kultureliten kun opfattede enhver kritik som bøvs fra dem, der intet fattede.

Aarhus Festuge har gennem årene med varierende styrke været bevidst om værdien af folkelighed, bredde og opbakning. For sidste år er temaet ”briding”, og det vil være godt, hvis der er skabt en ny, fast forbindelse til flere inddragende, overraskende, festlige og debatskabende festuger i fremtiden. Det kræver flere økonomiske muskler fra egne indtægter, fonde, erhvervsliv og kommunen – og ikke mindst aarhusianernes opbakning at indtage det nye land.

Vi er mange, der hvert år ser frem til festugen, og jeg glæder mig allerede til næste år. Til lidt mere at opleve, lidt mere at tale om – og en smule mere fest.