Lægedækning skal have topprioritet
Region Midtjylland er på en skæv kurs i forhold til at styrke den almene lægepraksis. Konsekvenserne kan blive alvorlige.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvorfor dribler Region Midtjylland den modsatte vej af alle andre medspillere på banen, når det gælder om at styrke almen praksis?
Regionen har nu i et år insisteret på, at personer med diabetes og andre kroniske sygdomme skal have taget blodprøver på sygehuset frem for hos de praktiserende læger, der er tæt på patienterne.
Det skaber besvær, ventetid og problemer for alt for mange med blandt andet diabetes og peger væk fra den bevægelse med mere ansvar til almen praksis, som alle andre instanser er i gang med.
Diabetesforeningen frygter, at besværet med at få taget blodprøver, før man kan få kontrolleret sin diabetes, vil få specielt de mest sårbare patienter til at opgive at gå til kontrol med deres sygdom.
Diabetesforeningen frygter, at besværet med at få taget blodprøver, før man kan få kontrolleret sin diabetes, vil få specielt de mest sårbare patienter til at opgive at gå til kontrol med deres sygdom.
Alle danskere skal have adgang til en praktiserende læge. Det gælder, uanset hvem man er, hvor man bor, og hvad man fejler.
Både på landet og i tætbefolkede byområder findes der desværre ”sorte huller”, hvor de mennesker, der bor der, ikke har mulighed for at være tilknyttet en praktiserende læge.
Det skader patienterne, skaber utryghed og er et stort problem i forhold til målet om mere lighed i sundhed. Derfor er det også godt, at et enigt folketing har indgået et lægedækningsforlig, og Praktiserende Lægers Organisation har indgået en ny overenskomstaftale med regionerne, der også tager initiativer til at sikre alle danskerne en betryggende lægebetjening.
Sammen med blandt andet den kommende nationale handlingsplan for diabetes, Diabetesplan II, og det kommende udspil om en styrkelse af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen viser det en entydig retning: mod en stærkere almen praksis med ansvar for endnu flere patienter.
Det støtter Diabetesforeningen. Derfor er det også dobbeltærgerligt, at Region Midtjyllands politik på området for blodprøvetagning for blandt andre diabetikere trækker i den stik modsatte retning.
Alle – inklusive Region Midtjylland – bør arbejde sammen om at styrke almen praksis og herved bringe sundhedsvæsenet tættere på den enkelte og ikke det modsatte, som regionens blodprøve-spareplan er et udtryk for.