Domkirken er ingen moské
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Aarhus Domkirke: et symbol på vores kristne kultur og et smukt vartegn for byen. Med sin rolle som biskoppens sæde står domkirken hævet over alle de andre kirker i stiftet – og har dermed ansvaret for at lægge den linje, som de andre kirker i stiftet arbejder efter.
Derfor undrer det os meget, at man vælger at invitere islam inden for kirkens fire mure. Man har nemlig, i forbindelse med kulturhovedstadsprojektet, valgt at lave en række alternative begivenheder i kirken. De laves i samarbejde med teatret Svalegangen og går under navnet ”Befri Gudstjenesten”, hvilket betyder, at man bl.a. erstatter præsten med en imam.
Det er under al kritik at invitere islam ind og prædike i en dansk kirke. Ikke blot fordi det er Guds hus, men også fordi det er dobbeltmoral af værste skuffe. I 1989 valgte selvsamme domkirke at nægte paven adgang, da man ikke mente, at det var foreneligt med den danske protestantiske kirke at lade en religiøs person fra en anden religion stå på prædikestolen.
Islams prædikanter hverken kan eller skal ”befri” gudstjenesten. Man gjorde noget lignende sidste år i april, da Vor Frue Kirke i København lod en imam læse op fra Koranen til en gudstjeneste. Dengang var flere andre biskopper ude at kritisere København i skarpe vendinger, bl.a. sagde biskoppen fra Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, dengang:
»I kirken gælder Bibelen, ikke Koranen eller andre hellige skrifter.«
Det er vores klare forventning, at biskopperne også denne gang vil gå til orde og gentage kritikken fra sidste år, når Aarhus Stift søndag valgte at gennemføre den samme fadæse.
Domkirken umyndiggør på sin vis også sine egne medlemmer, da man vælger at ignorere de danskere, der bruger kirken som deres kontakt til Gud, og som tager i kirke for at høre den kristne præst tale ud fra Bibelens ord. Når man går i kirken, finder man tryghed og tillid. At forkynde en anden religion i Guds hus er et angreb på folkekirkens rolle, men også på den tryghed, som vi oplever ved kirken. Det er at besudle folkekirkens rolle som kristen forkynder og at underminere Domkirken som et symbol på Guds hus. Domkirken er hellig – det er her, man beder og bliver velsignet, i kristendommens navn.
I en tid, hvor radikaliserede former af Islam vinder frem, og hvor flere og flere danskere føler de danske værdier er under pres, er det en katastrofe, at dele af folkekirken i Aarhus blåstempler Islam. Domkirken skal ikke give plads til imamer eller andre religioner for den sags skyld. Vi har at gøre med en af de øverste kirkelige institutioner, ikke en mælkekasse på gågaden, hvor enhver kan stille sig op og ytre deres “korrekte holdninger og værdier”.