Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Der er styr på pengene, og der leveres flere behandlinger

Hvorfor har den blå blok så travlt med at tale om at nedlægge regionerne? Det vil være et kæmpe spild af skattekroner, hvis det sker. Og regionerne gør det rigtig godt.

Flemming Knudsen, regionsrådsmedlem (S)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Her i starten af det nye år er debatten om regionernes fremtid blusset op igen.

Den blå blok er klar til at nedlægge regionerne. Ikke fordi regionerne har gjort det dårligt, men alene fordi man mener, at det fra begyndelsen var en fejl at oprette dem.

Venstres mangeårige folketingsmedlem Britta Schall Holberg mener endda, at det fra starten har været planen at nedlægge regionerne. Hvis det er sandt, hvad Britta Schall Holberg siger, er der blevet spildt rigtig mange skattekroner på først at nedlægge amterne, derefter oprette regionerne for så at lukke dem ned igen.

Det mest bekymrende er imidlertid, at der ikke synes at være et godt alternativ til regionerne.

Flere eksperter har således betvivlet, om der findes et reelt alternativ.

Erfaringerne fra Norge har vist, at en statsliggørelse af sygehusene er en dyr fornøjelse, og kommunerne er for små til at drive hospitalerne. Hertil kommer, at mange frygter, hvordan enkeltsagspolitikere på Christiansborg vil kæmpe for deres lokale sygehus og lade leflen for stemmer vinde over saglige og faglige hensyn i udviklingen af vores fælles sundhedsvæsen.

Regionerne skal udvikles og ikke afvikles. De har fortjent en fair chance. Ikke mindst fordi man i de første år af regionernes levetid har formået at nedbringe ventelisterne til et rekordlavt niveau, få styr på økonomien, øge effektiviteten og forbedre patienttilfredsheden mærkbart.

Hvordan vil det ikke gå, hvis Folketinget får ansvaret for sygehusene i hele landet?

Drop den useriøse dagsorden med nedlæggelse af regionerne, og brug i stedet tiden og kræfterne på at diskutere, hvordan vi kan forbedre behandlingen af patienterne og skabe et sammenhængende sundhedsvæsen.

Regionerne skal udvikles og ikke afvikles. De har fortjent en fair chance.

Ikke mindst fordi man i de første år af regionernes levetid har formået at nedbringe ventelisterne til et rekordlavt niveau, få styr på økonomien, øge effektiviteten og forbedre patienttilfredsheden mærkbart.

Midt i striden om regionernes fremtid viser nye tal, at der er styr på pengene, og der leveres flere behandlinger.

Regionerne overholder budgetterne og har samtidig mere skub i produktiviteten end nogensinde.

Det viser en ny prognose midt i den politiske ballade om regionernes fremtid.

De seneste indberetninger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om regionernes økonomi viser, at man på sundhedsområdet samlet set overholder budgetterne og det udgiftsniveau, som er aftalt med regeringen, på ca. 90 mia. kr.

Der er blevet trådt hårdt på bremsen rundt omkring på sygehusene. Samtidig er det lykkedes at udføre flere behandlinger for pengene. Det er godt gået ikke mindst af de utroligt dedikerede medarbejdere, som vi har på landets sygehuse.

Samtidig er regionernes produktivitetsudvikling historisk høj. Produktiviteten har været støt stigende hvert år siden 2004 kun med 2008 med den store strejke blandt sundhedspersonalet som undtagelse.

Regionerne holder styr på budgetterne og leverer år for år de aftalte effektiviseringer og flere behandlinger for pengene.

Det kunststykke gør ingen anden offentlig myndighed os efter. Samtidig kan vi konstatere, at der er fuld damp på det regionale udviklingsområde og i byggerier rundt omkring i landet.

På det regionale udviklingsområde og anlægsområdet forventes der et regnskabsresultat lidt højere end budgettet på grund af overførsler fra tidligere år, hvor budgettet ikke blev helt brugt.

Landets sygehusvæsen skal styres af folkevalgte politikere, som i nærdemokratiet står til ansvar over for vælgerne.

Alternativet med en ”professionel” bestyrelse, som fjernstyrer landets sygehuse, er skræmmende.

Derfor: Lad os udvikle regionerne i stedet for at afvikle dem.