Er resten af landet klar over, hvor skidt det står til i Aarhus?
Der skal spares på udsatte menneskers muligheder i Aarhus. En social krise er til at få øje på. Og de høje udgifter fortsætter de kommende år. Kan man blive ved med at spare sig ud af problemerne?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Aarhus Kommune forbruger svimlende beløb på det sociale område. Der er brugt midler fra en kasse, som allerede var tom. Til en start er det besluttet at spare 150 millioner på det sociale område. Med udsigt til at besparelserne fortsætter de kommende år, tror ikke engang de mest optimistiske politikere i Aarhus Byråd, at der kan spares nok til at indhente udgifterne. Alligevel er besparelser det eneste værktøj, der reelt tages i brug.
En del af besparelserne går på civilsamfundsorganisationer, som bliver beskåret så heftigt, at det er svært at fortsætte. Det efterlader byens udsatte mennesker med indskrænkede muligheder for at finde fodfæste i livet.
Som leder af én af disse sociale organisationer, Gallo Huset, er det meget bekymrende at være vidne til. Ikke kun for Gallo Huset, der i 29 år har drevet en unik arbejdsplads for psykisk sårbare mennesker - selvfølgelig også for fremtiden på hele det finmaskede sikkerhedsnet, som civilsamfundsorganisationerne holder under kommunens mest udsatte mennesker.
Det sociale felt har været i krisetilstand, siden planen blev offentliggjort i februar. Organisationerne rykkede sammen om et fælles opråb. Med høringssvar, demonstrationer og fælles opråb har nogle organisationer trods alt fået ændret besparelserne, så de rammer mildere. For andre blev opråbene overhørt. For alle er krisen total, for de heftige besparelser skaber ringe i vandet.
De ramte organisationer har årelang erfaring med at håndtere de udfordringer, som mennesker i udsatte positioner bærer rundt på. Vi sidder på en specialiseret faglighed og værdifulde relationer til nogle borgere, som kommunen har svært ved at aktivere. Det anerkender kommunen også - dog helst med ord og ikke med ressourcer. Så imens vi får klap på skuldrene, bliver der sparet på midlerne til at fortsætte arbejdet.
Aarhus Kommune er ikke ligefrem kendt som iværksættere, der med kreative indsatser formår at inkludere udsatte i vedvarende fællesskaber. Eller på kort tid kan iværksætte frivillige kræfter til at skabe meningsfulde aktiviteter for ensomme unge. Guess what, det er lige netop dét, civilsamfundet er kendt for at kunne.
Nogle mennesker kan ikke møde flere “rehabiliterende forløb” eller “ressourceafklarende arbejdsprøvninger” uden at få gåsehud af ordene. Før eller siden har den enkelte brug for at blive mødt i øjenhøjde. Af nogen, der tager dem alvorligt, er tålmodige og forsøger at finde håb dér, hvor håbet virker usynligt.
Det må være kernen i enhver kommunes ansvar; at den enkelte har et sted at være. Et sted at bidrage. Et fællesskab, der rummer. Og derfor er samarbejdet mellem kommune og organisationer helt essentielt at bevare.
End ikke i de østjyske medier, har spareplanerne fyldt tilpas meget, så nyhederne når formentlig ikke ud i landets kroge. Problemet er, at det vi ser i Aarhus, er yderst relevant for resten af landet.
Mange kommuner står med samme udfordring i disse år: Udgifterne på det sociale felt stiger, flere borgere får brug for hjælp, og deres problemer bliver mere komplekse.
Hvad kalder det på? Flere besparelser? Det virker helt grotesk at spare på noget, der kalder på flere ressourcer. I Aarhus har sparekniven været eneste reelle værktøj. Der må findes andre værktøjer, som andre kommuner forhåbentlig tør tage i brug, hvis man vil satse på velfærden, udfordre de økonomiske rammer, kæmpe og forhandle på vegne af de svageste i samfundet. Det er simpelthen for dyrt at spare.