Aarhus kan gå foran – hvis vi vælger den strategiske vej
Behovet for en strategisk plan for Aarhus' midtby er afgørende for langsigtet udvikling.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er positivt, at Aarhus Byråd har reageret på erhvervslivets klare opråb med en T-shirtkampagne og et efterfølgende pressemøde, som har sat spot på en midtby under pres – og det er glædeligt, at der nu både er politisk vilje og afsatte midler, herunder til en bylivskoordinator.
Men hvis ambitionen er at styrke Aarhus’ midtby på lang sigt, skal vi passe på ikke at begynde i den forkerte ende. Vi har ikke brug for flere punktløsninger – vi har brug for en retning.
En samlet, strategisk plan for midtbyen er helt afgørende. Før vi ved, hvad vi vil med byen, risikerer vi, at velmenende initiativer trækker i hver sin retning.
Vi må spørge os selv: Hvad skal midtbyen være for Aarhus – og hvordan skaber vi en by, hvor erhvervsliv, byliv, mobilitet og klimaambitioner kan spille sammen?
Aarhus har potentialet til at gå foran. Ikke kun for sig selv, men som foregangskommune for Danmarks øvrige store byer.
Dansk Erhverv vil gerne bidrage til den udvikling – og vi har i maj fremlagt konkrete anbefalinger i publikationen Fremtidens bymidter – 9 anbefalinger til vækst, bosætning og udvikling i hele Danmark.
Her peger vi blandt andet og især på behovet for:
- bedre adgang og fremkommelighed for erhvervsdrivende
- strategisk brug af data og teknologi
- en langsigtet planlægning på tværs af fagområder
Vi bakker op om ambitionerne for en stærkere midtby – og vi er ikke afvisende over for ideen om et særskilt detailråd. Detailhandlen er vigtig, men midtbyens udfordringer rækker videre og kræver helhedsorienterede løsninger. Detail skal være med – men ikke stå alene. Man kan ikke udvikle på fremtidens midtby uden at have et knivskarpt blik på kunst og kultur – og især turismen. Om kort tid udvides byens hotelkapacitet markant. Hotelkæderne har investeret massivt i Aarhus – men potentialet kan kun forløses, hvis Aarhus byråd ligeledes investerer i turismeindsatsen. Især erhvervsturismen.
Der findes allerede rigelig viden om forbrugsmønstre og kundestrømme. Spørgsmålet er ikke, hvad vi ved – men hvad vi vil gøre. Det kræver en strategisk plan, der bygger videre på de dele af midtbyen, der fungerer, og tør sætte en retning for resten. Her er det nødvendigt at se bredt på byerhverv og byfunktioner. Det betyder, at offentlige arbejdspladser, sundhedstilbud og tilsvarende også spiller en rolle i at fastholde en midtby med mange brugere og gæster.
Det skal være nemt at drive virksomhed i byen. Det må ikke være en barriere at få leveret varer, modtage kunder eller håndtere forsyning. Derfor siger vi ja til tilgængelighed og fremkommelighed – og nej til mobilitetsløsninger, der ikke er sammentænkt med erhvervslivet i midtbyen.
Aarhus har taget det første skridt. Nu handler det om at sikre, at de politiske ambitioner følges op af handling – og at arbejdet med midtbyen samles 360 grader rundt i kommunens forvaltninger og prioriteringer.
Spørgsmålet er, om Aarhus Byråd er klar til at tage næste skridt – også efter valget.
Det er sådan, vi for alvor får Aarhus tilbage.