Tanker efter et kræftforløb på AUH: To personer gav mig håbet tilbage

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En nærmest uundgåelig senfølge af kræft er den bekymring eller angst for tilbagefald, der følger efter endt behandling. Således også for mig.

En hudkræft for en del år siden blev efterfulgt af både brystkræft og lungekræft for snart otte år siden. To kræftdiagnoser helt uafhængige af hinanden, men på samme tid. Jeg var dengang heldig, blev opereret og erklæret rask efterfølgende.

Men bekymringen for tilbagefald er blevet min konstante følgesvend. Den fylder mest, når de årlige kontroller nærmer sig, men kan også dukke op, hvis kroppen pludselig gør noget, den ikke plejer.

For snart 10 måneder siden viste en rutinemæssig mammografi, at der var noget i det andet bryst, der skulle undersøges nærmere. Afsted til yderligere undersøgelser på Skejby Sygehus.

En utrolig behagelig læge udførte undersøgelsen og biopsien. Han var dygtig til at forklare og beroligede mig med, at han ikke kunne love noget, men det lignede ikke egentlig cancer. Det skulle vise sig at holde stik, da biopsien viste, at der kun var tale om forstadier til kræft.

Mit næste møde med en læge, var det eneste negative i hele forløbet. Lægen på brystkræftafdelingen formåede på ingen tid at bortviske både min og min voksne søns optimisme. Inden vi havde set os om, lykkedes det ham at fortælle, at jeg skulle regne med, at hele brystet skulle fjernes, mens han samtidig opremsede et hav af mulige bivirkninger og senfølger. Punktum. Jeg skulle til yderligere biopsier for at opklare omfanget af forstadierne.

Og så nåede han endda at konstatere, at han syntes, at mit andet bryst, der jo i forvejen er opereret, ”godt nok var grimt”.

Når jeg nævner denne læge, er det bestemt ikke for at farve hele mit forløb negativt. For efterfølgende har jeg kun oplevet dygtighed og god kommunikation. Men blot for at slå fast, at en læges evne til kommunikation med patienten må være en del af lægens kernekompetencer. Over det gamle Amtssygehus i Aarhus stod der: ”Helbrede, lindre, trøste”, og det skilt er flyttet med til Skejby og formodes at være udtryk for sygehusets kerneværdier. Det kan godt være, at denne læge er i stand til at behandle og helbrede. Men lindring og trøst var ikke noget, jeg oplevede. Jeg kom med optimisme og håb. Jeg gik derfra angstfyldt, ked af det og vred.

Jeg gik sporenstrengs hjem og bad afdelingen om at få min gode, gamle overlæge fra sidste brystkræftforløb. Det ønske blev imødekommet, tak for det.

Den næste biopsi var en større omgang. Og potentielt en rigtig træls omgang, som vi siger i Jylland. Men heldigvis var det samme læge og sygeplejerske som sidst, der skulle udføre biopsien, og med stor nænsomhed og god information undervejs var det til at holde ud. De to gav mig håbet tilbage, det skulle nok gå. Jeg gik derfra med mere taknemmelighed end håbløshed.

Så tilbage til brystkræftoverlægen, der jo altså nu var den gode gamle. Hun havde denne gang indbudt en plastikkirurg til at hjælpe med bedømmelsen af det forestående indgreb. I første omgang blev jeg tilbudt en brystbevarende operation, der fandt sted som dagkirurgi, hvor jeg kunne tage hjem samme aften, som operationen havde fundet sted. Desværre skulle det vise sig, at forstadierne var endnu mere udbredte, end biopsierne havde kunnet vise.

Hele brystet skulle fjernes. Men pga. lægens gode evner til at forklare, føltes det ikke så slemt at høre denne gang. For nu blev der sagt: ”Dit bryst skal fjernes, men nu skal du høre, hvordan vi kan hjælpe dig. Og husk, at det endnu kun er forstadier til kræft.”

Lægen havde igen indbudt en plastikkirurg, en dygtig overlæge der bedømte, at jeg havde mulighed for at vælge mellem tre forskellige indgreb. Alle muligheder blev gennemgået, både fordele og ulemper, og jeg blev sendt hjem med besked om at overveje, hvad jeg ville vælge.

Jeg valgte den mest indgribende. Efter en forkonsultation, hvor forløbet blev gennemgået, blev jeg opereret af den overlæge, der havde fortalt mig om mulighederne og en yngre overlæge. Det var en stor operation, der tog det meste af dagen, og desværre sprang noget op, så jeg hen på aftenen måtte tilbage på operationsbordet, men omkring midnat landede jeg endelig på plastikkirurgisk sengeafsnit, hvor jeg var indlagt i fem dage. Jeg havde det som om, jeg var kørt over af en lastbil, men sikke en nænsom og fin behandling jeg fik på afdelingen, hvor jeg fik lov til at have enestue. Det første døgn blev jeg tilset hver time, det næste hver anden time, og det tredje hver fjerde time. Og desuden selvfølgelig tilbudt hjælp, mad og drikke i det omfang jeg overhovedet kunne ønske.

Den yngre overlæge, der havde opereret mig, kom forbi og tilså mig hver eneste dag, og jeg følte mig tryg og godt passet på.

Efter fem dage kunne jeg komme hjem, og efter 14 dage var jeg til ambulant kontrol hos en af de sygeplejersker, jeg allerede kendte fra afdelingen.

Et halvt år efter operationen var jeg så til genopfølgning, og igen var det den yngre overlæge, jeg mødte. Han tilbød mig nogle korrektioner af den sidste operation, hvilket jeg takkede ja til. Jeg er netop blevet opereret ambulant, og igen var det samme overlæge, der opererede. Det har været formidabelt at opleve sådan en kontinuitet og imødekommenhed fra en kompetent og yderst behagelig læge, og jeg er dybt taknemmelig.

Det er ikke smerter, blod og kvalme, der fylder i mine tanker om det netop overståede forløb, om end jeg er bevidst om, at sådan var det også. Det er snarere alle de små glimt af omsorg og menneskelighed, af nænsom behandling og støttende kommunikation, af trøst og lindring hånd i hånd med behandlingen. De glimt har sørget for, at min evige følgesvend, bekymringen, ikke har fået næring og har vokset sig større. Tusind tak for god behandling.