Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kære politikere – sådan sikrer I jer, at den trecifrede millionpulje faktisk sætter strøm til lastbilerne

Skal vi nå vores klimamålsætninger, bør den støttepulje, som er afsat til at omstille den tunge transport, øremærkes semi-offentlige ladestandere. Snart kan I hente inspiration på Aarhus Havn.

Ellen TrolleDirektør for Norlys’ ladeforretning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er god grund til at være optimist, når det kommer til grøn omstilling af den tunge vejtransport. I 2023 blev antallet af ellastbiler i Danmark tredoblet, og ladestationer til ellastbiler er begyndt at poppe op rundtomkring i landet – i år vil Norlys også være klar med ladestationer til tunge køretøjer.

Når det er sagt, har vi stadig en stor opgave foran os. Hvis vi skal indfri det nye klimamål for 2040, som EU-Kommissionen netop har præsenteret, skal 40 pct. af de europæiske lastbiler til den tid køre på strøm. I Danmark har vi lige rundet 6 pct. Når politikerne inden længe skal forhandle om udmøntningen af de i alt 300 mio. kr., som indtil videre er afsat til omstillingen af den tunge transport, bør de derfor nøje overveje, hvordan puljen gør den største forskel for klima og miljø.

Målet bør være at sikre os, at lastbiler i hele landet har adgang til opladning. Selvom det er vigtigt at kunne lade på farten, er forventningen, at over 80 pct. af opladningen kommer til at ske ude på vognmændenes egne depoter eller ved slutdestinationerne. Der er dog store udgifter forbundet med at etablere den nødvendige depotladeinfrastruktur for den enkelte vognmand, og sammen med meromkostningen ved ellastbilen afholder det mange fra at skifte fra diesel til el.

Derfor vil puljen gøre den største forskel for den grønne omstilling, hvis den målrettet støtter etablering af depotladere, særligt hos vognmænd med langt til hovedvejnettets kommende ladeparker. Hvis ikke vi sikrer ladekapacitet i disse områder, risikerer vi, at der opstår huller på landkortet, hvor danske vognmænd i praksis er afskåret fra at omstille sig, fordi de ikke har mulighed for at lade.

Skal puljen for alvor sætte strøm til elektrificeringen, bør tilskuddet desuden gives med en betingelse om, at ladestanderen gøres delvist offentlig, sådan at den stilles til rådighed for andre lastbiler, når vognmanden ikke selv bruger den. På den måde skaber vi et landsdækkende økosystem af ladepunkter og sikrer, at også de tyndtbefolkede områder får etableret den nødvendige ladeinfrastruktur.

Det er en model med mange vindere. Vognmanden får en bedre udnyttelse af sin ladestander. Samfundet får mere grøn omstilling for støttekronerne. Og samtidig tager vi hånd om en anden væsentlig barriere for elektrificeringen af den tunge transport, nemlig frygten for ikke at kunne lade, når man har brug for det. Derfor er vi som operatør heller ikke bleg for at løfte vores andel af investeringen, så det kan lykkes.

Vi har allerede vist, at det kan lade sig gøre. Senere på måneden åbner Norlys sammen med Dania Connect en semi-offentlig ladeplads til tung transport på Aarhus Havn. Ladestanderne tilhører Dania Connect og leverer opladning til virksomhedens egen flåde i nattetimerne, mens de i dagtimerne kan benyttes af lastbiler fra andre aktører. Det er deleøkonomi, der bidrager til omstillingen af tunge køretøjer i hele området.

Jeg håber, at de semi-offentlige ladere på Aarhus Havn kan tjene som inspiration, når politikerne forhåbentlig snart sætter sig ved forhandlingsbordet. Der er nemlig brug for hurtigt at nå til enighed om udmøntningen af puljen, så midlerne kan komme ud og gøre gavn.

Ved målrettet at støtte etablering af semi-offentlige depotladestandere kan politikerne sikre, at vognmænd i hele landet har mulighed for at tage del i den grønne omstilling.