Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det står enhver frit at købe vand fra Italien. Men jeg forstår ikke behovet

Jeg vil klart berolige alle borgere i Odder Kommune med, at vi har super fint og rent drikkevand direkte fra hanen i ethvert hjem.

Ole Lyngby Pedersen (V)Byrådsmedlem i Odder Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Brian Bang skriver i et læserbrev i uge 46, at han føler sig nødsaget til at fylde sit køleskab med mineralvand fra Italien for at få rent drikkevand til husholdningen. Det står heldigvis stadig enhver frit, hvor og hvad man vil købe til sin daglige husholdning af vand og fødevarer, men det vil sikket ikke være godt for klima og CO2 regnskabet at importere italiensk vand, når vi nu selv har det i rigelige mængder.

Jeg vil klart berolige alle borgere i Odder Kommune med, at vi har super fint og rent drikkevand direkte fra hanen i ethvert hjem, så jeg forstår simpelthen ikke behovet for at importere vand. Brian Bang skriver, at drikkevandet fra Odder vandværks boringer i Boulstrup viser koncentrationer på 49 mg/l nitrat, som pumpes ud til forbrugerne. Det er dog den vildeste manipulation med de faktiske forhold, vi har set længe.

Fakta er, at vi har de fineste analyser på drikkevandet fra Boulstrup-boringerne, og det burde Brian Bang også vide, eftersom alle analyseresultater for kommunens vandværker er offentlige. Analyseresultaterne viser 0,3 mg/l nitrat og bestemt ikke de 49 mg/l, som er grænseværdien for nitrat i drikkevandet i Danmark.

De 49 mg/l, som Brian Bang skriver om, er værdien af det nitrat, der kommer ud af rodzonen under markerne og derefter opfanges i drænvandet. Men vi pumper altså ikke overflade og drænvand ud til forbrugerne.

Indsatsplan Boulstrup til beskyttelse af drikkevandet blev vedtaget af byrådet Odder i foråret 2014, og vi kan konstatere, at den virkelig har vist sit værd med alle de initiativer og tiltag, der er gennemført de seneste 10 år. Kort kan nævnes om gennemførte tiltag:

  • Kemiforureningen ved SL-rens i Boulstrup er oprenset.
  • Målrettet dyrkningspraksis på landbrugets mark i Boulstrup området er gennemført i samarbejde med Odder Kommune siden 2013.
  • Der er lavet boringsnære beskyttelsesområder på arealerne tæt ved alle områdevandværkernes boringer.

Hvad mere kan man så forlange, når nu vandet er så fint i Odder kommune?

Jeg giver Brian Bang ret i, at samarbejdsaftalen for skovrejsning mellem Naturstyrelsen, Odder Vandværk og Odder Kommune ikke har kunnet levere skovrejsning endnu her efter 10 års forsøg. Men det vigtigste må være, at vi har fået sikret drikkevandet i Odder Kommune.