Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vore skove syd for Aarhus er smukke som aldrig før – og det må vi ikke ændre

Ango Winthermedlem af Aarhus Byråd, Det Konservative Folkeparti
Flemming Nielsenforstkandidat, Lethenborgvej 17, Skanderborg.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skovene syd for Aarhus har med skovadministrationens indvirkning udviklet sig til det, vi ser i dag. En stor og flot østjysk bøgeskov med indblanding af eg og ask mv. En skov, der har været igennem flere krisetider, fx Første og Anden Verdenskrig, hvor der blev hentet alt det træ og brænde ud, der var muligt, da der var mangel på brændstoffer.

Men allerede i 1986 startede man med en mere skånsom skovdrift, som gradvist har udviklet sig, så der de seneste mange år nærmest har været det, vi kalder ”skovdrift efter naturnære principper”. Dvs., at man lader ved blive stående eller liggende i skovbunden, der står veterantræer tilbage, den naturlige hydrologi får lov til at udvikle sig, og der benyttes naturlige foryngelser osv. Det er netop kommunens skovpolitik de seneste 35 år, der med skovens personale og deres viden om, hvorledes de forskellige driftstiltag påvirker biodiversiteten, der har medført, at vi har så fine skove i dag. Skove med en stor biodiversitet med rum til et fantastisk friluftsliv og en fornuftig træproduktion. Det er rigtigt bæredygtigt, når naturmæssige, klimamæssige og økonomiske hensyn går op i en højere enhed, således som er tilfældet nu, og det skal vi heller ikke ændre på.

Det vil være synd og skam at kaste disse herligheder og denne træproduktion ud i et stort eksperiment, hvor der ikke er evidens for, hvad der sker med biodiversiteten og friluftslivet ved hegning samt ophør af skovdrift. En ting ved vi med sikkerhed, det er en dårlig løsning m.h.t. klima og CO2, og det har store negative rekreative konsekvenser.

Ligeledes vil man miste den beskæftigelse og produktion, der er i skovbrug, og som ikke er uvæsentlig, når følgeindustrien inkluderes.

Skovdriften er også et kraftfuldt virkemiddel, som vi har til rådighed for virkelig at gøre noget ved klimaforandringerne. Der er ingen tekniske løsninger på energiproblemet i sigte, så vi skal producere så meget træ som muligt, så det kan erstatte stål og beton, som kræver store mængder fossil energi i fremstilling og forarbejdning.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.