Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Jeg er en lyttelæser

Lone Hindøpræst, medlem af kulturudvalget, Aarhus byråd (S), Harlev

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg går i haven og gør klar til at så persille. Med lydbog i ørerne. Jeg støvsuger min stue. Med lydbog i ørerne. Jeg sidder på en bænk i parken. Med lydbog i ørerne. Sådan sker det ofte. Jeg laver forskellige aktiviteter, og samtidig lyttelæser jeg dejlige bøger.

Jeg ligner mange andre. Der er lige nu kommet en interessant ny rapport: “Sådan lytter vi i 2021”. Den er udarbejdet af lydbogstjenesten Mofibo. Undersøgelsen viser, at her under corona har lydbøgerne fået det samlede litteraturforbrug til at stige. Rent faktisk mener hele 39 pct. af danskerne, at deres samlede litteraturforbrug er steget, fordi det nu er muligt at lytte til lydbøger.

Vi er meget opmærksomme på det her i Aarhus. Også her er lydbøgerne i vækst. Der er tillige nye initiativer i coronatiden, hvor mange borgere har oplevet isolation, manglende trivsel og ensomhed. Derfor har to magistratsafdelinger taget initiativ til at hjælpe ældre på plejehjem og i eget hjem med at få mulighed for at lytte til lydbøger. Det spænder lige fra lån af tablet til undervisning i eget hjem. Det er initiativer, som jeg er meget glad for.

Undersøgelsen får også folk til at spørge, om det betyder, at vi nu begynder at læse færre fysiske bøger. Her peger forskeren Lars Handesten fra Syddansk Universitet på, at det ikke bliver tilfældet. Der vil fortsat være bøger, som mange ønsker at fordybe sig i, bladre i, dvæle ved. Det tror jeg, som aktiv lyttelæser, er rigtigt.

Jeg låner fortsat det samme antal fysiske bøger. Så jeg er sammen med de mange, som har fået det samlede udlån til at stige.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.
Artiklens emner
Mofibo