Venstre ser ingen modsætning mellem sunde fællesskaber og gaming
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 16/2 bragte Jyllands-Posten et debatindlæg, hvor vi i Venstre slog et slag for gaming. Gaming kan være en vej ind i fællesskabet for ensomme unge i en tid, hvor der opfordres til digitalt samvær. Den 24/2 bragte Jyllands-Posten et modsvar fra Janus Boye (S), der mener, at vi i Venstre ophøjer gaming til et mirakelmiddel mod ensomhed. I Venstre lytter vi altid til andres argumenter – men Janus Boye har fordrejet vores pointe i en grad, der ikke er rimelig.
Efter at have læst Janus Boyes modsvar til vores debatindlæg i Jyllands-Posten står det klart, at Janus Boye har gjort én af to ting: Enten har han lavet en meget ringe research, inden han gik til tasterne. Eller også har han bevidst misforstået vores pointe. Selve hovedpointen i Venstres debatindlæg stod meget klart: Vi mener, at gaming kan være en vej ind i et digitalt fællesskab, der senere kan udvikle sig til fysiske møder i en forening. På den måde kan vi hjælpe nogle unge mennesker ud af den ensomhed, som desværre er stigende i øjeblikket. At Janus Boye vælger at læse dette, som om at vi i Venstre ikke ønsker at prioritere foreningslivet, er os en stor gåde – og det er simpelthen lodret forkert.
Janus Boye har valgt at bruge sin spalteplads på en lang række stråmandsargumenter. En stråmand er en argumentatorisk fejlslutning, hvor man forsøger at tilbagevise en modstanders argument – men i virkeligheden tilbageviser man et argument, som modstanderen aldrig har fremlagt. Når Janus Boye skriver, at Venstre bør prioritere foreningslivet frem for gaming, er det derfor en stråmand af dimensioner. For i Venstre har vi ikke én eneste gang påstået, at der skal mindre fokus på foreningslivet i Aarhus. Tværtimod har VU Aarhus’ formand, Mathilde Bressum, netop fremlagt en ambitiøs plan, der skal hjælpe unge aarhusianere ud af ensomheden. Planen har tre trin: 1) En styrkelse af foreningslivet. 2) Velkomstpakker til unge indflyttere. 3) En udbredelse af foreningslivet.
Det bør derfor står meget klart, at et af Venstres helt store fokusområder er sunde fællesskaber, foreningsliv og samvær. Hvad vi dog kan undre os meget over er, at Janus Boye – ud over at fordreje vores hovedbudskab – også vælger at gøre sig til dommer over, hvad et stærkt fællesskab er. Janus Boye skriver følgende:
»Stærke fællesskaber er en del af svaret, mens det fællesskab, som MB og CB hylder, ikke er et fællesskab, som gavner de unges sociale, fysiske og psykiske velbefindende.«
I Venstre vil vi faktisk gå så langt som til at sige, at det er en fuldkommen uacceptabel udmelding. Janus Boye har absolut ingen ret til at påstå, at gaming-fællesskabet ikke gavner de unges sociale, fysiske og psykiske velbefindende. Gaming-universet har givet så meget til så mange unge mennesker. At Janus Boye personligt er imod det, giver ham ikke ret til at proklamere, at gaming-verdenen intet godt kan gøre.
Vi kunne hive fat i mange flere citater fra Janus Boyes indlæg, der enten fordrejer Venstres pointer eller taler ned til gaming-fællesskabet. Men mon ikke det på nuværende tidspunkt står klart for læseren, at Janus Boyes indlæg er en ommer.
Janus Boye starter sit indlæg ud med at skrive, at vi i Venstre ophøjer gaming-universet til et mirakelmiddel mod ensomhed. I Venstre får vi mere lyst til at vende den om og sige, at Janus Boye nedgør et gaming-univers, der har givet så meget glæde til mange unge mennesker. Selvfølgelig skal gaming ikke stå alene som et middel mod unge menneskers ensomhed. Selvfølgelig skal vi have et stort fokus på foreningslivet og de fysiske fællesskaber. Så kære Janus Boye – I Venstre er vi altid klar på en rask debat. Men kan vi ikke aftale, at vi kun kalder hinanden ud for argumenter, der rent faktisk er blevet fremlagt? TAK!