Rød bloks politikere er kravlet op i toppen af en 200 m høj vindmølle
Det vil være på sin plads med en ny høringsrunde om vindmøller i Aarhus.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Under byrådsdebatten i Aarhus forleden blev der brugt ord som »skindemokrati«, »magtarrogance« og »symbolpolitik«, og det udtrykker meget godt min oplevelse af denne VE-proces om vindmøller på Aarhus Havn.
Jeg oplever nogle byrådspolitikere, som er helt fastlåste i deres egen forudindtagede holdning, og som er uden for saglig og pædagogisk rækkevidde.
Borgerne har i høringssvar givet udtryk for mange relevante og sagligt begrundede bekymringer om miljøgener fra vindmøller på Aarhus Havn.
Dette er ikke det Aarhus, jeg normalt kender, og denne proces er dybt skuffende og bekymrende for vores demokrati.
Disse bekymringer er blevet gentaget og sagligt uddybet ved foretræde for Teknisk Udvalg samt ved meningstilkendegivelser til både Teknisk Udvalg og byrådet.
Men rød bloks politikere har konsekvent og arrogant overhørt borgernes mange nødråb uden at forholde sig til dem.
Problemet er, at rød bloks politikere er kravlet op i toppen af en 200 m høj vindmølle og nu sidder fast deroppe uden at kunne finde ud af at kravle ned igen.
Blå blok har fremsendt et meget fornuftigt ændringsforslag om en ny høringsrunde, hvor alle de fremsatte bekymringer og saglige aspekter bliver ordentligt belyst, således at byrådet kan træffe en afgørelse på et ordentligt og sagligt belyst evidensgrundlag.
De Radikale har fornuftigvis forladt rød blok og tilsluttet sig dette ændringsforslag.
Men også denne fremstrakte hånd og retrætemulighed (at stige ned fra toppen af vindmøllen) har rød blok afvist.
Det ville ellers være på sin plads at foretage en ny høringsrunde, da præmisserne for vindmøllerne nu er ændret fra to stk. 150 m høje vindmøller i høringsrunden til seks stk. 200 m høje vindmøller.
Rød blok forsøger at gøre sagen til et ja eller nej til grøn omstilling og vindenergi, hvilket er helt forkert.
Vi er alle positivt indstillede over for grøn omstilling, som vindmøller kan være en del af, men vi er imod at placere en havvindmøllepark helt tæt på byens havnefront og tæt boligbebyggelse samt rekreative udeopholdsarealer.
Næste skridt i sagen vil være en langvarig og dyr VVM-undersøgelse, som vindmølleselskabet står for, og som vi vil følge meget nøje og kritisk.
Dog har rød blok allerede fortalt os konklusionen på denne VVM-undersøgelse på byrådsmødet forleden, nemlig at »der er ikke gener ved vindmøller«, som det klart blev fastholdt.
Dette er ikke det Aarhus, jeg normalt kender, og denne proces er dybt skuffende og bekymrende for vores demokrati.
Det positive er dog, at mange borgere i Aarhus er ved at få øjnene op for, hvilken skade og miljøgener man er ved at påføre vores dejlige by.
Der er kommet rigtig mange henvendelser og stor opbakning til vores ”Nej tak til vindmøller på Aarhus Havn”, og nogle på Aarhus Ø har startet en underskriftindsamling, som alene første dag fik over 300 underskrifter, og som jeg vil opfordre alle til at bakke op om.