Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Magistraten misbruger klimafonden

Uffe Rasmussencivilingeniør, Nyringen 57, Risskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø søger klimafonden om 2,1 mio. kr til ”Grøn strøm i Eskelunden” (punkt 11 på BR-mødet d. 7. oktober).

Lad dog forurenerne (festivalerne) selv betale for at fjerne/imødegå den forurening, de tilsyneladende er årsag til.

Sagen er i korthed, at nogen har undervurderet, hvor dyrt det er at lægge brugbare elinstallationer til den kommende festivalplads på Eskelundsområdet, hvor NorthSide-festivalen skal foregå i 2021. Men nu har byrådet oprettet en klimafond, så hvorfor ikke søge klimafonden om pengene?

I ansøgningen bliver læserne trukket gennem en række floskler om »100 pct. grøn strøm«, og om hvilke fordele Aarhus opnår, f.eks. »en stor positiv branding-effekt for Aarhus som en by, der går forrest« eller »festivaler og events er fantastiske til at vise vej for samfundet«, »bruge festivalen og den samlede omtale til at gøre både gæster og borgere opmærksomme på grøn energi« og »en positiv forskel for klimaet, der også kan tjene som eksempel for andre festivalpladser«.

Man søger om 2,1 mio kr. for at opnå en reduktion på 88 tons CO2, dvs 24.000 kr. pr. ton reduceret CO2-udslip. Dette opnås ved »at udfase brug af de mange dieselgeneratorer, som både forurener lokalmiljøet og bidrager til øget CO2-udledning under en festival«. Men hov, hvorfor hører vi først om den forurening fra festivaler nu?

De 88 tons er kun en dråbe i forhold til kommunens store CO2-udslip. Men klimafondens midler kan bruges med langt større effekt andre steder. Og lad dog forurenerne (festivalerne) selv betale for at fjerne/imødegå den forurening, de tilsyneladende er årsag til.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.