Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Stort tillykke til Danmarks første pædagogiske assistent EUX’ere

Kære nybagte EUX’ere: Stort tillykke med jeres eksamen. Gå ud og gør en forskel for børnene, og vis kommunerne, hvad I kan.

Anette Schmidt Laursendirektør, SOSU Østjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 26. juni 2020 fejrede SOSU Østjylland, at de første pædagogiske assistenter med en studentereksamen blev færdige. Det var en stor dag, hvor landets første EUX-elever på den pædagogiske assistentuddannelse nu kan sendes videre ud i job i daginstitutioner, hvor de sammen med pædagogerne kan være med til at løfte kvaliteten i de pasningstilbud, kommunerne har.

Stort, stort tillykke til Danmarks første pædagogiske assistent EUX’ere!

Med vedtagelsen af finansloven 2020 tages der hul på at etablere minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet. Der er ikke umiddelbart et krav om, at normeringen alene skal baseres på faguddannet personale. Men det er et udtrykt ønske, at der skal flere pædagogisk faguddannede til at skabe det ønskede kvalitetsløft. Den pædagogiske assistentuddannelse kan være et redskab til at sikre dét mål.

Pædagogiske assistenter arbejder i dagplejen, vuggestuer, børnehaver, skoler, SFO, sociale tilbud samt dagtilbud for borgere med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse. Den pædagogiske assistentuddannelse er en erhvervsuddannelse, der normalt varer to år. De nyuddannede EUX-elever har brugt fire år, men så har de også samtidig taget en studentereksamen ligesom deres kammerater fra HF og STX.

Men i modsætning til de nybagte HF’ere og studenter, som i dag ansættes i børnehaver og SFO’er, så har en pædagogisk assistent en pædagogisk uddannelse og fagligt baserede handlekompetencer, som gør, at de selv kan tilrettelægge og gennemføre praktiske pædagogiske indsatser og aktiviteter i samarbejde og samspil med børn, forældre og det øvrige pædagogiske personale i institutionen. De pædagogiske assistenters særlige kompetencer ligger inden for specialområder som bevægelse, udeliv, sprog, kreativitet og digitale medier. De kompetencer har man ikke som ufaglært pædagogmedhjælper.

Den pædagogiske assistentuddannelse er nemlig funderet på pædagogisk kernefaglighed. En pædagogisk assistent kan skabe rammer, der tager udgangspunkt i børnenes behov for nærvær, omsorg og tryghed og indgå i professionelle, pædagogiske relationer med enkelte børn og børnegrupper. En pædagogisk assistent kan planlægge, gennemføre og evaluere aktiviteter i overensstemmelse med pædagogiske læreplaner, herunder arbejde med brede læringsmål, der går på tværs af de seks læreplanstemaer.

Det er i dagtilbuddene, at der arbejdes med de første vigtige år i børns liv, og forskning viser, at dagtilbud kan reducere social ulighed, hvis den faglige kvalitet er høj nok. Derfor er det en fælles opgave for både pædagoger og pædagogiske assistenter og ledelsen at skabe sammenhæng for børnene i et udviklende fællesskab.

Pædagogiske assistenter kan og bør ses som et supplement til pædagogerne i de enkelte dagtilbud. De er således ikke en erstatning for pædagoger i dagtilbud, men i stedet et alternativ til den ufaglærte pædagogmedhjælper og dermed en vej til opfyldelsen af målsætningen om mere faglært pædagogisk personale. Pædagoger og pædagogiske assistenter udfylder på hver sin måde en vigtig rolle på arbejdspladsen i dagtilbuddene – på samme måde som en tømrer, en bygningskonstruktør og en ingeniør hver især udfylder en vigtig rolle på byggepladsen.

Så kære kommuner: Husk de pædagogiske assistenter, når I skal planlægge, hvordan I kan løfte kvaliteten og øge normeringerne på daginstitutionsområdet.

Og kære nybagte EUX’ere: Stort tillykke med jeres eksamen. Gå ud og gør en forskel for børnene, og vis kommunerne, hvad I kan.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.