Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Letbane eller linje 23 på Aarhus Ø?

BRT-busserne er kørt ud på et sidespor.

Frank Nicolai Jensencand.oecon/projektleder, Aarhus C

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Teknik og Miljø leverede for nylig en konsekvensanalyse af den planlagte letbanestrækning på Aarhus Ø. Analysen rejser en række nye spørgsmål, men giver også svar på andre.

Analysen læner sig op af anbefalinger fra Midttrafik, der ikke ser, at BRT-busser er en mulighed på Aarhus Ø. BRT-busserne kører i eget spor, og der vil ikke være plads til et ekstra spor på de mulige strækninger fra Aarhus H til Aarhus Ø: Der er vel tale om enten via Kystvejen, Nørreport/Nørregade/Busgaden eller Hjortholmsvej/Knudrisgade og derfra via Nørregade. Endeligt gælder det, at BRT-busser kræver megen plads til at vende – en plads, der ikke er til stede på Aarhus Ø.

Tilbage står valget mellem en letbane eller en traditionel bybus – linje 23 til Aarhus Ø. Om nogle få år er der 12.000 beboere/arbejdspladser på Aarhus Ø. Kan man forestille sig, at linje 23 – selv med flere afgange – kan få kapacitet til at transportere så mange mennesker? Nej, vel? Konsekvensen vil være, at mange flere foretrækker at lade sig transportere i egen bil. Hvilke konsekvenser får det mon for Nørreportkrydset?

Lad os nu få etableret den letbane og afhjulpet trafikken i Nørreportkrydset ved at få flyttet noget af den eksisterende trafik. Her bliver vi hjulpet til oktober, når Molslinjen flyttes, og næste step kan være at flytte den gennemgående trafik fra Risskov til Højbjerg over på ringgadesystemet, som det oprindeligt var tiltænkt.

Men som beboer på Aarhus Ø ønsker jeg først og fremmest, at man på rådhuset får truffet en beslutning og får påbegyndt etablering af en blivende løsning. Der etableres alt for mange lappeløsninger i disse år, som ikke reelt afhjælper de udfordringer, der er på Ø’en.

Vi skal åbenbart igennem endnu en runde, inden der træffes en beslutning. Her ville det klæde tilhængerne af en buslinje, at de præsenterede deres planer, således at vi kunne få en debat baseret på facts. Skulle der stadigt være BRT-fanatikere, som insisterer på, at der skal gøres plads til BRT-busserne, vil det være rart også at blive præsenteret for en tænkt linjeføring. Hvad mon det i givet fald vil koste at skabe denne plads?

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.