Vi vader gaderne tynde med vores børn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Omtrent hver tredje 0-2-årig går i dagpleje. Alligevel er vi dagplejere blevet overset eller kvalt i retningslinjer, der tydeligt viser, at myndighederne mangler indsigt i, hvordan dagplejen fungerer.

Jeg har simpelthen fået nok – og det samme har rigtig mange andre af mine kolleger i dagplejen. Vi er ellers den faggruppe inden for det pædagogiske område, der normalt har den største arbejdsglæde. Men om det stadig er sådan her under corona-epidemien, kan jeg tvivle stærkt på.

I hvert fald er vi hårdt udfordrede lige nu. Det ved jeg, fordi jeg som arbejdsmiljørepræsentant lægger mærke til, hvad andre dagplejere i forskellige grupper og netværk landet over fortæller, hvordan de frygter, at de brænder ud. Eller skamfuldt fortæller, at de glæder sig til, når næste uge kun er en tredagesuge på grund af helligdage.

Det, som vi har fået nok af, er, at vi hele tiden bliver overset, når der bliver sendt retningslinjer ud for, hvordan genåbningen af dagtilbudsområdet skal ske forsvarligt i denne epidemitid. For det er helt tydeligt, at politikere og myndigheder første og fremmest tænker på børnehaver og vuggestuer, når de planlægger, hvordan børnepasningsområdet skal genåbne. Ordet dagpleje bliver tilsyneladende så lige føjet til i teksten, efter den er skrevet, og så passer den sjældent til den virkelighed, vi står i.

Det er ikke i orden over for os, der hver dag – 48 timer om ugen – åbner vores private hjem for at tage imod ”vores” børn. Det er heller ikke i orden over for vores familier, hvoraf nogle – for eksempel min egen mand – kan være i risikogruppen og i fare, hvis de bliver smittet med covid-19. Og så er det slet ikke i orden over for de børn, som vi brænder for at give tryghed og omsorg. For det er det, vi gør – brænder for vores job.

Jeg undrer mig over, hvordan det overhovedet kan ske, at vi dagplejen bliver overset, og at myndighederne tilsyneladende ingen kendskab har til os. Vi har eksisteret i over 50 år, og cirka en tredjedel af de omkring 100.000 børn i 0-2-årsalderen, som er i kommunale dagtilbud, kommer hos os.

Det værste er, at det er børnene, der bliver overset. Et rigtig godt eksempel på, hvordan det rammer de små, er, at vi som dagplejere ikke må mødes med hinanden. Altså – en dagplejer med tre eller fire børn må i skrivende stund ikke mødes med en anden, som vi før har gjort det i for eksempel legestuerne eller hjemme hos hinanden. For at undgå matrikelkuller går vi rigtig mange ture med børnene.

Vi kan håbe på at finde en tom legeplads, men de er ofte optaget i forvejen af større grupper af børnehave- og vuggestuebørn. For de må nemlig gerne være sammen i større grupper end vi. Så vi ender med at trave op og ned ad gaderne for at finde en plet eller en legeplads, hvor der ikke allerede er en institution eller skole.

Til gengæld må vores børn stadig gerne blive sendt rundt til tre-fire andre dagplejere og deres børnegrupper, hvis vi en dag selv er syge eller skal have fri. Og dagen efter kan de så samles hos os igen. Det hænger ikke rigtigt sammen.

Vi knokler for at få en hverdag til at hænge sammen og fungere på bedste vis. Vi har lavet rutiner og dagligdag om – og om igen. Vi bruger tid både før og efter arbejde dels for at forberede dagens aktiviteter, dels for at sikre, at de fysiske rammer er i orden i forhold til retningslinjerne. Mange har indkøbt og opsat større telte, som man normalt bruger til sommerens fester, i deres haver for at sikre afstand mellem børnene og for at skærme familiens egne sårbare. Vi skurer og skrubber på vores legetøj og møbler flere gange dagligt. Men vi bliver slidt, og jeg frygter, hvilke omkostninger det kan have – og det er ikke nok at få et par små klap på skulderen.

Vi vil tages alvorligt som faggruppe. Børns skal både ses og høres. Det samme skal dagplejen og dens dejlige børn.