Svær tid for ældre mennesker
Aarhus Kommune stoppede rengøringen for at mindske smitterisikoen, men begyndte igen at gøre rent for et par uger siden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det kan være utrygt at være ældre og pensionist under coronakrisen, og derfor skal vi alle være ekstra opmærksomme på de behov, der kan opstå. Vi skal passe ekstra meget på hinanden. Coronapandemien medfører dødsfald og sorger for mange mennesker. Dog er der trods alt et lyspunkt i, at det foreløbigt ser ud til, at vi i Danmark klarer os nogenlunde gennem krisen sammenlignet med andre lande. Jytte Hasemann spørger 5. maj til, om jeg som rådmand vil sørge for, at pensionister i hjemmeplejen igen får rengøring her under coronakrisen, og at pensionister samtidig får tildelt nødvendige hjælpemidler som håndsprit og mundbind.
For det første er rengøringen i hjemmeplejen begyndt igen, efter Sundhed og Omsorg i en periode stoppede den hos de ældre, der kun får gjort rent. Vi stoppede rengøringen for at mindske smitterisikoen, og vi begyndte at gøre rent igen for et par uger siden, da samfundet åbnede lidt mere op. Så alle får tilbuddet.
Medarbejderne i hjemmeplejen skal kun bruge værnemidler, hvis der er mistanke om smitte hos borgeren, eller hvis man er i nær kontakt med en borger over længere tid.
Derimod er der ingen nationale krav eller retningslinjer om, at pensionister generelt set skal tildeles værnemidler. Ligesom resten af befolkningen er det op til den enkelte, om man vil købe mundbind.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ingen grund til som borger at anvende værnemidler, hvis man vasker hænder, bruger håndsprit, hoster i ærmet, undgår kram og håndtryk og generelt holder afstand, og i øvrigt ikke er i særlig risiko.