Vi har brug for at linde på kirkedøren

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

38 dage er der i skrivende stund gået, siden kirkerne blev lukket. Siden har vi ikke holdt gudstjeneste. Kun begravelser og bisættelser med et stærkt begrænset antal medvirkende. Dørene har været låst i de gamle huse. Og af indlysende rigtige grunde, nemlig hensynet til vores næste og vores fællesskab.

Men nu hvor Danmark igen åbnes – forsigtigt og under iagttagelse af alle sundhedsfaglige forskrifter – så er det også tiden til i næste fase af genåbningen at linde lidt på den tunge dør. Så vi, et begrænset antal ad gangen, kan komme indenfor og sidde lidt hver for sig og samle tankerne eller bede en bøn. Begge dele har vi rigtig meget brug for i de her bevægede forårsdage, og begge dele kan vi selvfølgelig gøre så mange andre steder: i sofaen derhjemme, i den stadigt grønnere skov, over en kop kaffe ved køkkenbordet.

Men kirkens rum kan alligevel noget særligt. Lige præcis her er vi, selv om vi sidder alene og spredt, sammen med mange andre. Kirkens rum er fyldt af historie og historier, hvor mange røster blander sig, og mange taler med. Kirkens rum er et kor af stemmer, hvor din egen lille individualitet, din egen lille ensomhed, hvor dét, der tynger dig lige nu, måske pludselig ses i et andet og større perspektiv. Her har de siddet på bænkene gennem så mange generationer i tider, hvor der mildest talt også var meget at bekymre sig om. Her har de siddet med hvert deres. Under gudstjenesten har de lyttet til ordene, som hele rummet er bygget og indrettet på. Og når der ikke var gudstjeneste – som der ikke er nu – blev de her store ord, musikken og liturgien, måske til en stille indre monolog, en bøn. De store ord faldt til bunds i sindet – til håb og mod og trøst.

Så når vi nu i de her tidlige forårsdage ikke kan samles og fejre den gudstjeneste rummet kalder på, så kan vi i det mindste sidde derinde hver for sig, samle tankerne, bede en bøn for dem, vi tænker på, eller om hjælp til at løfte det, der lige nu ligger tungt på vores hjerte. Hvad der skal til for at vi igen kan, endnu ikke åbne, men linde lidt på kirkedøren? Ja, vi befinder os i en nødsituation, så i de store kirker skal der stå et venligt menneske med en persontæller posteret ude i våbenhuset. I de mindre kirker kan vi selv tælle efter. Håndsprit og rengøring skal der til – også her. Og en god portion hensyn, selvfølgelig.

Og så er det bare at sætte sig stille ned og lade det store kor forene sig med din egen indre spinkle stemme og længes efter hverdage, sommer, mennesker på gaden, fyldte parker og den gudstjeneste, hvor vi alle kan være med, og hvor der ikke længere skal tælles.