Forskellighed i folkeskolen gavner alle børn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi skal passe godt på folkeskolen. Hver morgen møder mere end 550.000 elever op hos lærere og pædagoger for at blive udfordret på viden, kreativitet, fantasi og evnen til at samarbejde. I skolen møder de både medgang og modstand, de møder kammerater med forskellige evner og sociale baggrunde, og de indgår i stærke fællesskaber, som ofte har livslang betydning for den enkelte elev. Fra folkeskolen udspringer en samfundsmæssig sammenhængskraft, der rækker ind i personlige værdier, i faglig dygtighed samt i en generel oplevelse af fællesskab og fælles erfaring, som udgør et grundlæggende fundament for Danmark.

Men vi risikerer at miste noget af den styrke og det sammenhold, som folkeskolen skaber, hvis vi ikke reagerer i tide. De seneste års udvikling peger generelt i retning af mindre grad af inklusion i folkeskolen og dermed mindre plads til forskellighed: Antallet af elever i specialklasser eller specialskoler er steget markant, og det samme er antallet af børn, der henvises til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien. Og diagnoserne stilles tidligere, så elever henvises til specialtilbud tidligere i deres skoleforløb. Der bliver ganske enkelt flere børn og unge, som ryger ud på kanten af fællesskabet, og som risikerer at få en sværere vej til uddannelse, til job og til at finde en god balance i voksenlivet.

Den udvikling vil vi gerne vende. Til alles bedste, for i folkeskolen er der, og skal der være plads til alle. Baggrunden for udviklingen er mangfoldig og ikke nødvendigvis entydig. Forskningen byder endnu ikke på klare svar på, hvorfor antallet af børn med eksempelvis autisme- eller adhd-diagnoser stiger. Nogle peger på et massivt fokus på at udvikle netop det enkelte barn, som kan medføre en mindre tolerance over for andre, andre en manglende robusthed til at imødekomme den forskellighed, som der naturligt vil være i en klasse, på en årgang, i en skole. Læg hertil overvejelser om skolernes rammevilkår, ressourcer, arbejdstidsaftaler for pædagogiske medarbejdere, spørgsmål om medarbejderes og lederes kompetencer til at håndtere de nye tider – og svaret bliver ikke mindre komplekst.

For os er der en klar pointe i, at stærke fællesskaber i skolen hænger uløseligt sammen med bedre trivsel for alle børn: Når det lykkes os at skabe vilkår i 7.c, som giver 13-årige Kasper med autisme mulighed for at blive i klassen i stedet for at ende i specialklasse, er gevinsten ikke kun Kaspers. Gevinsten er klassekammeraternes, fællesskabets, forældrenes og folkeskolens. Og i sidste ende sammenhængskraften i vores samfund.

Spørgsmålet er, hvordan vi får det til at lykkes. Det er vi også nysgerrige efter at finde svaret på. Derfor er det godt, at kommunernes fællesskab, KL, netop har sat stærkere fællesskaber og bedre trivsel for alle elever højt på dagsordenen – for udfordringen er fælles.

Heldigvis har vi allerede erfaringer og viden at stå på.

Et eksempel er de såkaldte Nest-projekter i Aarhus og Randers, hvor elever med autisme går i en Nest-klasse sammen med elever fra den lokale skole. De foreløbige forskningsresultater i Aarhus tyder på, at alle elever har gavn af fællesskabet. Helt konkret viser forskningen eksempelvis, at alle elever i klassen høster gevinsterne af en struktureret og forudsigelig dag. Et andet eksempel er Målrettede Inkluderende Læringsmiljøer (MIL) i Esbjerg. Alle kommunens skoler har en MIL-koordinator, der i tæt samarbejde med lærere, pædagoger og ledere arbejder fokuseret på at hjælpe udsatte elever tilbage i fællesskabet og skaber gode overgange fra special- til almenklasser. Indsatsen udvikler inklusionen positivt, så trivslen stiger, og fraværet falder. Samme gode eksempler kan man finde i København, Odense og Aalborg, hvor alle skoler arbejder med et inklusionsgrundlag.

Eksemplerne understreger behovet for, at vi indretter skoler, dagtilbud, arbejdspladser og samfund, så flere deltager og er kompetente i de fællesskaber, de er en del af. At vi så at sige erkender, at der ikke skal noget særligt til for det enkelte barn. Der skal noget særligt til for hele klassen.

Som store kommuner i Danmark må vi være kreative, vi skal være åbne for input, forslag, prøvehandlinger og nytænkning, og vi opfordrer alle til at tænke med. For vi har et stort ønske om at styrke fællesskabet og trivslen for alle børn. Svaret er hverken enkelt eller givet – men en ting står fast: For os er folkeskolen en væsentlig del af svaret. Derfor skal vi passe godt på folkeskolen.