Aarhus vil miste vigtig historie ved salg af rækkehuse på Poul Martin Møllers Vej
Skal de sælges og evt. brækkes ned eller bevares? Døm selv.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Skal vi sælge disse unikke huse, eller skal vi bevare de smukke, gamle huse på Poul Martin Møllers Vej?
Hvis de bliver solgt, vil de formentlig blive fjernet for på længere sigt at bygge nyt, og så vil vi miste noget aarhushistorie. Disse ejendomme har nemlig en særdeles unik og charmerende arkitektur, hvilken giver husene en markant fremtræden i området.
Sagen blev behandlet på det sidste byrådsmøde i 2019, den 18. december.
Det er tankevækkende, at man har brugt pengene, inden man har solgt husene, og det er ikke en betryggende måde at føre politik på. Det er, som det gamle ordsprog siger: Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt.
Lad os nu ikke bare vælte gamle, bevaringsværdige gamle huse for at fortætte og forandre Aarhus i en grad, så Aarhus bliver ukendelig.
Borgmesteren nævnte det flere gange under sagsbehandlingen, at man skulle finde finansiering på anden vis, hvis de gamle huse skulle bevares. Borgmesteren var nok ikke klar over, at der i forligsteksten står, at man ikke må bruge pengene, før evt. huse på salgslisten er solgt.
Uanset finansiering eller ej, eller om pengene er brugt eller ej, så er det rimeligt, at vi ser på den historie, der er gemt i disse smukke gamle huse. Vi vil miste noget aarhushistorie, den dag de vil blive brækket ned.
Ikke nok med det – vi mangler billige boliger i Aarhus, og vi skal have bygget flere. Det tales der rigtig meget om. Hvorfor så sælge dem vi har, hvor folk kan betale huslejen?
Bliver de fjernet, vil der med garanti blive bygget noget nyt, fancy byggeri, hvor almindelige mennesker ikke kan betale huslejen.
Så kære aarhusianere, lad os nu ikke bare vælte gamle, bevaringsværdige gamle huse for at fortætte og forandre Aarhus i en grad, så Aarhus bliver ukendelig. Hvilket vi er godt på vej til.